Sydbank følger i Jyske Banks fodspor og indfører negative renter til rige kunder

Sydbank vil fremover opkræve renter, når bankens velhavende kunder sætter penge i banken.

Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Som den anden bank i Danmark indfører Sydbank negative renter for private kunder, efter at Jyske Bank gjorde det samme i forrige uge. Det oplyste Sydbank onsdag i forbindelse med sit halvårsregnskab.

Her forklarede bankens adm. direktør Karen Frøsig, at udsigten til negative renter i længere tid end ventet var en del af forklaringen på, at velhavende privatkunder i Sydbank nu skal betale for at have penge stående i banken.

»Der er ingen grund til at bilde hinanden ind, at de negative renter forsvinder til jul. Og ligesom når en producent af cowboybukser oplever, at prisen på stof stiger, så er vi også nødt til at kigge på vores prissætning,« sagde Karen Frøsig.

Isoleret set koster det en bank penge, når kunder har penge stående i banken. Det skyldes, at bankens indlånsoverskud enten kan sættes i Nationalbanken til -0,65 procent i rente eller investeres i obligationer, der ligeledes har negativ rente.

Sydbank indfører derfor et maksimum på 7,5 mio. kr. på privatkunders anfordringsindlån med en rente på nul pct. Beløb derover få en negativ rente på 0,6 pct., medmindre der bliver indgået en anden aftale. Ifølge Karen Frøsig vil omkring 100 private Sydbank-kunder blive ramt af negative renter.

Direkte adspurgt, hvorvidt Sydbank kan finde på at indføre negative renter over for andre af sine privatkunder, svarede Karen Frøsig onsdag:

»Vi har ikke nogen beslutning om andet. Jeg kan ikke se ind i, at en helt almindelig privatkunde skal have negative renter.«

»Men jeg er også nødt til at sige, at jeg har før taget fejl,« tilføjede hun.

Hvilke problemer ser du, at det vil udløse i samfundet, hvis bankerne indfører negative renter for alle privatkunder?

»Jeg kan bare tage min mor, der ikke vil betale for at have penge stående i banken. Hun vil jo gå op og hæve sine penge og formentligt gemme dem i en bog, under gulvtæppet eller i hovedpuden. Det vil give en basis for kriminalitet, som vi ikke har lyst til at have i Danmark,« sagde Karen Førsig.

Regnskabet onsdag viste, at Sydbanks overskud skrumpede i andet kvartal, når man sammenligner med samme kvartal af 2018. Sydbank tjente 184 mio. kr. efter skat i perioden, der dækker april, maj og juni. Det kan sammenlignes med 237 mio. kr. i overskud efter skat i andet kvartal af 2018.