Strejker SAS-ansatte i påsken? »Det spørgsmål vil jeg helst ikke have, du stiller mig«

Det er ikke meget, som SAS-topchef Anko van der Werff og formanden for de danske piloter kan blive enige om. Men snart skal de to i gang med nye forhandlinger, der står til at blive helt afgørende for det skandinaviske flyselskab fremtid.

SAS-ledelsen og medarbejderne står foran forhandlinger, der kan blive helt afgørende for det skandinaviske flyselskab fremtid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 1. april er en afgørende dag for SAS. Her udløber flere end 1.000 piloters overenskomst, og inden da skal en ny på plads.

Det er en af de ting, som ledelsen og medarbejderne kan blive enige om. Men ellers er det svært at få øje på meget samklang mellem de to.

På den ene side har selskabets hollandske topchef netop fremlagt en af de mest dramatiske og omfattende spareplaner nogensinde i selskabets historie. Det er en plan, som kræver nye store indskud af kapital fra ejerne, men som også skal skabe en virksomhed, der er konkurrencedygtig i fremtiden.

På den anden side står blandt andre piloterne klar med et tilbud om lavere lønningerne, men også krav, som SAS-ledelsen har svært ved at indfri. Henrik Thyregod, piloternes danske formand, vil blandt andet have de 550 piloter, som blev afskediget i begyndelsen coronaperioden, genansat.

Et andet krav er, at SAS stopper med at hyre udenlandske ansatte ind i SAS Connect, som er en form for lavprisplatform, hvor SAS kan ansætte medarbejdere på andre og billigere vilkår.

»Skal vi undgå en konflikt, vil det kræve, at man bliver enige om, at de 550 opsagte piloter kommer tilbage. Det er helt afgørende for mig. Jeg kan ikke leve med, at man hyrer spanske, italienske og ungarske piloter til Connect i København, mens danske piloter går arbejdsløse,« siger Henrik Thyregod.

Flyvetur i påsken

Han siger, at piloterne allerede tilbage i december strikkede et forslag sammen til ledelsen. Det er en plan, som blandt andet tilbyder SAS mere fleksible medarbejdere og ikke mindst en væsentlig lønnedgang på 25 procent.

»Men vi har også tydeligt sagt til SAS i december, at hvis vi skal finde besparelser, skal vi være en del af fremtiden. Er vi ikke det, skal de finde nogle andre. Men sker det, vil jeg ikke se frem til en flyvetur i påsken,« siger Thyregod.

Skal man forstå det sådan, at man som passager hos SAS skal tænke sig om, hvis man planlægger at flyve med SAS i påsken?

»Det vil jeg helst have, at du lader værd med at spørge om. Men jeg kan sige, at vi ved, at der er 1.000 SAS-piloter, hvis overenskomster løber ud 1. april.«

Hvordan skal man forstå det?

»Det vil jeg ikke sige mere om. Jeg har været i det her selskab i 31 år. SAS er mit andet hjem, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at redde SAS. Men det kræver, at vores piloter er en del af fremtiden. Ellers er jeg ikke villig til ret meget,« siger Thyregod.

Han har sammen med kabinepersonalet og ansatte på landjorden set, hvordan SAS hollandske topchef Anko van der Werff tirsdag fremlagde en omfattende plan for at få SAS ud af krisen. Planen, der har fået navnet »SAS Forward«, skal sænke de årlige omkostninger med, hvad der svarer til 5,2 milliarder danske kroner.

Udover forhandlingerne om medarbejdernes lønninger skal det ske ved at justere flyflåden og ændre på de produkter, som SAS tilbyder. Virksomheden skal også digitaliseres mere for at sikre bedre kundeoplevelser, og der skal være større økonomiske fordele ved at flyve med SAS.

Tredje år med corona

Derudover kommer SAS også til at positionere sig som et grønnere luftfartsselskab ved at investere i moderne og brændselseffektive fly med grønt brændstof for derved at tiltrække miljøbevidste kunder.

»Da vi kom med den forrige plan, var det april 2020. Dengang vidste vi ikke, hvad der ville ske med covid. Men vi er nu i gang med det tredje år med covid. Tingene ser bedre ud, men lad os være ærlige og sige, at markedet fortsat er hårdt, fordi pandemien har varet langt længere, end vi troede,« siger Anko van der Werff.

Anko van der Werff, topchef i SAS, er klar med en ny stor spareplan i SAS. Fold sammen
Læs mere
Foto: Larry MacDougal/Ritzau Scanpix.

Tirsdag viste regnskabet for fjerde kvartal et underskud før skat på 2,6 milliarder svenske kroner, hvilket er 1,7 milliarder svenske kroner værre end samme periode året før. Sammenlignet med perioden før coronakrisen ligger indtægterne 42 procent lavere.

»Markedet er skiftet over mod flere fritidsrejsende fra forretningsrejsende, og vi skal være, hvor kunderne er. Derfor er vi nødt til at lancere SAS Forward,« siger Anko van der Werff.

Han siger, at SAS har interesse i at genansætte de 550 piloterne, som blev afskediget under krisen, men at det ikke kommer til at ske i første omgang.

»Vi vil gerne have dem tilbage, og vi forsøger gennem den her plan at skabe mulighederne for det. Men målet med planen er at skabe konkurrencedygtighed, og derefter kan vi skaffe kapital. Bliver vi konkurrencedygtige, kan vi vokse, og så kan vi hyre igen,« siger Anko van der Werff.

Hvorfor er det nødvendigt med SAS Connect?

»Det skaber en bedre fleksibilitet. Det skaber muligheder for at anvende forskellige flytyper til at forbinde byer inden for Skandinavien,« siger SAS-chefen.

Noget er positivt

Henrik Thyregod har også positive ting at sige om den nye plan, fordi den ifølge ham tager fat på besparelser, som skulle være gennemført for længe siden.

»Det er første gang man i mange år, at man vil trimme virksomheden som helhed og ikke bare jagte det flyvende personale,« siger Thyregod.

Han siger, at de mange besparelser i de senere år betyder, at SAS-piloterne – ifølge egne beregninger – er konkurrencedygtige i forhold til et selskab som for eksempel tyske Lufthansa.

»Det er mange år siden, man havde de gyldne tider, hvor piloter boede på luksushoteller. I dag har vi lange arbejdsdage, hvor man er væk hjemmefra i lange perioder. Vi er i den grad konkurrencedygtige både nu og efter coronaperioden,« siger Thyregod.

Inden 1. april skal 1.000 SAS-piloter have ny overenskomst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Selv når det handler om markedssituationen, er han ikke enig med SAS-ledelsen. Thyregod kan ikke genkende den strukturelle forandring, som SAS taler om. Selskabet mener nemlig, at der fremover vil være færre forretningsrejser, fordi mange virksomheder fremover vil benytte onlinemøder mere.

»De forretningsrejsende kommer tilbage lynhurtigt. De er færdige med at holde Teams-møder, fordi det ikke fungerede,« siger Henrik Thyregod.

SAS-ledelsen kommer sandsynligvis til at have meget andet at tænke på end blot piloterne. Selskabet har blandt andet for nylig haft store forsinkelser og aflyste fly på grund af en strejke blandt bagagepersonalet i SAS Ground Handling i Københavns Lufthavn.

Overrasket

Det er endnu uklart, hvordan en anden stor faggruppe, stewardesserne, ser på den nye plan. Tirsdag undrede de sig over, hvorfor SAS-ledelsen stik modsat sædvanlig praksis ikke havde varslet dem om den store spareplan.

»Hverken de faglige eller de ansatte er blevet informeret af virksomheden. Normal procedure har været, at vi som fagorganisationer bliver informeret aftenen før. Det er vi ikke blevet. Så vi har ingen nærmere oplysninger om spareplanen,« siger Christa Ceré, der er formand for kabinepersonalets fagforening, Cabin Attendants Union, der har omkring 550 aktive medlemmer i Danmark – samt yderligere cirka 350 på orlov.

Det er endnu ikke bestemt, hvor mange penge, der skal skydes ind i SAS. Efter den første fase af coronakrisen, hvor næsten al flytrafik blev indstillet, kom den danske og svenske stat med en redningskrans på 8,5 milliarder kroner.

Det betød, at Danmark og Sverige i dag hver ejer 21,8 procent af aktierne. Den norske stat solgte for nogle år siden sin del af selskabet.