Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Er du privatkunde i Nordea, bør du tjekke summen af dine konti.
Har du, når alle dine indlånskonti lægges sammen, mere end en kvart million kroner stående, skal du fremover betale negative renter.
Det sker, eftersom storbanken ved årsskiftet sænker grænsen for negative renter ved indlån fra 750.000 kr. til 250.000 kr.
Mads Skovlund, Nordeas bankdirektør med ansvar for danske privatkunder, begrunder tiltaget således:
»Vi forudser, at det historisk lave renteniveau kommer til at fortsætte længe endnu. Derfor ændrer vi nu grænsen for, hvornår man som privatkunde skal betale negativ rente på indlån til 250.000 kr.,« siger Mads Skovlund i en pressemeddelelse.
Renten er på nuværende tidspunkt -0,6 procent.
Nordea følger trop
Nordea er ikke den første bank, der piller ved grænsen for negative renter ved indlån.
Tidligere på året har Jyske Bank, Spar Nord og senest Sydbank nedsat deres grænser til 250.000 kr.
Sydbank, der afslørede loftet på en kvart million i slutningen af august, retfærdiggjorde ændringen med, at kundernes formuer er større end nogensinde, hvilket presser bankens indtjening.
Hos Arbejdernes Landsbank må man have en halv million stående uden at betale negative renter, mens Nykredit følger trop med 750.000 kr.
I landets største bank, Danske Bank, er grænsen 1,5 mio. kr., hvis man har sin NemKonto i banken.
Kunderne flygter fra Nordea
Mads Skovlund opfordrer Nordeas kunder, som bliver berørt af den lavere grænse, til at »tage en snak« med banken:
»Det afgørende er at finde de løsninger, som passer bedst til den enkeltes situation og økonomi – og det vil vi rigtig gerne tale med kunderne om,« siger han.
Samtaleevnerne får storbanken tilsyneladende brug for.
I 2019 fik Nordea en førsteplads i at være den bank, som tabte flest privatkunder. Det skrev Finans.
Angiveligt skulle 53.000 kunder skulle være gået ud af bankens døre uden at vende tilbage, viste en Voxmeter-undersøgelse.
Undersøgelsen tydede på, at kunderne forlod banken, fordi bankens rådgivere ikke havde tid til at servicere dem.
Nordea var ikke enig i Voxmeters konklusion.