I USA kom højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs død på det værst tænkelige tidspunkt. Et i forvejen giftigt og hadsk politisk miljø er blevet løftet til et nyt niveau. Der er stor risiko for, at Højesteret, der er den eneste tilbageværende føderale instans med en lille smule folkelig respekt, nu bliver trukket ned i det politiske mudder. Det er farligt, for afgørelser i højesteret danner præcedens i mange år frem og sætter rammen for hele samfundet.
Der er fra politisk side og i medierne mest fokus på, hvad en ændret balance vil betyde for værdipolitiske spørgsmål. I en undersøgelse fra tanketanken Pew Research i august er der lige så mange amerikanere, der peger på abort som en »meget vigtig« faktor i deres valg af præsident, som der er amerikanere, der peger på klimaforandringer som en »meget vigtig« faktor.