Sydbanks kunder har rekordmange penge stående, og det er en udgift for Aabenraa-banken, som derfor i højere grad vil tage betaling for at passe på kundernes opsparinger.
Sydbank har ændret sit tilbud til kunderne, så de nu maksimalt kan have 250.000 kroner på én konto, der ikke skal betales negativ rente af.
»I den kommende tid vil vi nøje overveje en reduktion af denne grænse,« skriver Sydbank.
Tidligere var det muligt at have op til 50.000 kroner på hver af sine konti - for eksempel madkonto, feriekonto og opsparingskonto - og op til 250.000 kroner på en af kontiene.
Det er en udgift for banken at passe på kundernes opsparing, fordi renten er negativ i øjeblikket hos Nationalbanken, der er bankernes bank.
De danske banker har i forskelligt omfang af den årsag indført negative renter for deres kunder gennem det seneste år.
Meldingen fra Sydbank kommer i forbindelse med bankens regnskab for første halvdel af 2020.
Tallene viser, at Sydbanks overskud er faldet med næsten en femtedel i 2020, men samlet set har udbruddet af coronavirus ikke ramt banken så hårdt som frygtet.
Samlet er Sydbanks overskud faldet med 17 procent til 324 millioner kroner i første halvdel af 2020.
I starten af året valgte banken at hensætte 175 millioner kroner til forventede tab hos kunderne, men det har vist sig mere end tilstrækkeligt, skriver banken i regnskabet.
»Vores kunder har som helhed klaret sig godt gennem coronakrisen indtil videre,« siger administrerende direktør Karen Frøsig i en kommentar.
Udviklingen har betydet, at Sydbank de seneste måneder har kunnet tilbageføre penge til banken, som tidligere var sat af til tab.
Blandt andet af den årsag venter Sydbank nu et overskud på 600-800 millioner i år. Tidligere var forventningen 400-800 millioner kroner.
Sydbank er blandt de banker i Danmark, som er udpeget som systemisk vigtige finansielle institutter - kaldet Sifi.
Det er banker, der har en størrelse, som vurderes at kunne skabe problemer for dansk økonomi som helhed, hvis deres fundament begynder at skride.
Ud over Spar Nord er det Danske Bank, Nykredit, Nordea Kredit, Jyske Bank, Sydbank og DLR Kredit.
/ritzau/