Spies har fået ny ejer: Norsk hotelkonge overtager rejseselskab

Efter at rejseselskabet Thomas Cook kollapsede i september, har det danske rejseselskab Spies fået nye ejere. Norske Petter Stordalen og kapitalfondene Altor og TDR Capital overtager Spies og de øvrige nordiske selskaber under Thomas Cook.

Den flamboyante nordmand Petter Stordalen gik på scenen til pressemødet med høj musik og lige så højt humør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Janerik Henriksson/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmarks største rejseselskab, Spies, har fået nye ejere. Det bliver blandt andet den stenrige norske hotelejer Petter Stordalen.

Stordalens Strawberry Capital bliver sammen med kapitalfondene Altor og TDR Capital dermed fælles ejere af det, der indtil nu har været den nordiske del af Thomas Cook.

»Jeg har lavet mange forretninger og handler gennem livet. Men denne handel er helt speciel. For denne handel forener hjerte og hjerne. Jeg har meget hjerte, og har taget partnere med, som har meget hjerne,« sagde den flamboyante nordmand onsdag på et pressemøde i Stockholm.

Stordalen gik på scenen til pressemødet i gul poloshirt til høj popmusik.

Virksomheden er »Nordens kronjuveler«, »helt unik« og »world class company« sagde Stordalen, som også på pressemødet indrømmede, at han havde gåsehud.

Købet inkluderer alle nuværende aktiviteter og vil derfor ikke få indflydelse på Spies-gruppens gæsters aktuelle eller kommende rejser.

Handlen betyder, at jobbene for de mere end 2.300 medarbejdere, der er ansat i Spies-gruppen, inklusive flyselskabet, reddes.

»Vi har både ressourcerne og kompetencerne til at drive koncernen videre,« sagde Stordalen.

Kollaps i september

I september kollapsede verdens ældste rejseselskab, britiske Thomas Cook, som ejer Spies.

Modsat moderselskabet i Storbritannien har den nordiske del af Thomas Cook været overskudsgivende. Spies solgte 274.000 rejser sidste år. Selskabet havde i 2018 et overskud på 60 millioner kroner.

Derfor har kreditorerne ladet selskaberne køre videre, mens man har undersøgt, hvem der ville købe Spies.

Ud over Spies omfatter den nordiske del af Thomas Cook firmaerne Ving, Tjæreborg, Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Købssummen lød på seks milliarder kroner.

Petter Stordalen, ny storaktionær i Spies

»Denne handel forener hjerte og hjerne. Jeg har meget hjerte, og har taget partnere med, som har meget hjerne.«


»Nogen vil sikkert sige, det er for meget. Men guld kan man ikke sætte en pris på,« sagde Stordalen.

Ole Kirchert Christensen, der er chefredaktør på rejse- og luftfartmediet Check-in er begejstret for, at Spies og søsterselskaberne nu kommer under skandinavisk ejerskab.

»Mens de skandinaviske rejsearrangører har været under britisk ejerskab, er de blevet misrøgtet. De penge, de dygtigt har tjent, er røget direkte ned i et stort hul i England,« siger han og tilføjer:

»Nu får de mulighed for at sætte deres egen dagsorden og i højere grad at lave rejser, der er tilpasset det skandinaviske marked, uden at skulle tage hensyn til den koncern, de tidligere har været en del af,« siger han.

Netop dette kan Spies-topchef Jan Vendelbo bekræfte.

»Thomas Cook har været på mange forskellige markeder, og der er meget forskellige behov fra marked til marked. Når man er en del af en stor koncern, bliver der brugt flere ressourcer på at udvikle koncepter, der passer til hele koncernen snarere end koncepter, der passer det enkelte marked,« siger Jan Vendelbo.

Derfor vil ejerskiftet altså særlig udmønte sig i et øget fokus på koncepter, der er skræddersyet til det nordiske marked. Deriblandt de særligt nordiske hotelkoncepter, som omkring 40 procent af Spies' rejsende benytter sig af.

Jan Vendelbo er desuden decideret lykkelig over, at der kommer så stærk en personlighed som Petter Stordalen ind i ejergruppen.

»Man kunne forestille sig alle mulige forskellige ejerkonstellationer, så det er fantastisk, at der kommer en så karismatisk og flamboyant person som Petter Stordalen ind, som også er ekstrem dygtig, når det kommer til service, hoteller og fokus på ansatte,« siger han.

Også Ole Kirchert Christensen er specifikt begejstret for, at Petter Stordalen er blandt de nye ejere.

»Stordalen er en meget karismatisk figur i hotelbranchen i Skandinavien. Han er en ekstremt god motivator. At få sådan en som Stordalen som indpisker, det kan kun gå op i en højere enhed. Han forstår i den grad at trække folk fremad. Det så man også ved dagens pressemøde i Stockholm: Det mindede jo nærmest om en vækkelsesprædikant,« siger Ole Kirchert Christensen.

Kun én ting er han kritisk over for. Det er det faktum, at man rent teknisk lader den svenske del af Thomas Cook gå konkurs, før man overtager det igen.

»Der er formentlig noget gæld, der skal isoleres. Der sidder jo trods alt også nogle kreditorer et sted, der har mistet nogle penge, og det er ikke særlig kønt,« siger han.

Petter Stordalen er blandt Norges rigeste mænd og er både milliardær i kroner og dollar.

Han har stiftet koncernen Nordic Choice Hotels, som i dag står bag næsten 200 highend-hoteller i primært Skandinavien.

I København ejer han Hotel Skt. Petri, Comfort Hotel Vesterbro samt Hotel Clarion ved lufthavnen. Han er også ved at bygge Comfort Hotel Copenhagen Airport, der til foråret åbner med mere end 600 værelser.