Det danske rejseselskab Spies kommer til at afvikle alle rejser, som kunder har bestilt - også før den nu forhenværende ejer, Thomas Cook, gik konkurs.
Det siger Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies, efter at selskabet sammen med de andre nordiske aktiviteter i Thomas Cook har fået nye ejere.
»Alle rejser bliver gennemført helt som normalt,« fortæller han.
Også på medarbejdersiden kommer Spies til at kunne fortsætte som hidtil, nu hvor selskabets fremtid er sikret efter overtagelsen af en norsk rigmand og to kapitalfonde.
»For vores ansatte kommer det her til at betyde, at der nu bliver tryghed, da vi får et utroligt stærkt fundament til at udvikle vores nordiske forretning videre,« siger Jan Vendelbo.
De nordiske aktiviteter i den nu forhenværende Thomas Cook-koncern består ud over Spies af Ving, Tjäreborg, Globetrotter og flyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia.
Selskaberne er nu blevet overtaget af den norske milliardær Petter Stordalen og kapitalfondene Altor og TDR Capital.
Overtagelsen følger, efter at britiske Thomas Cook gik konkurs i september, og der skulle findes nye ejere til de nordiske aktiviteter.
For mens det britiske moderselskab havde en skidt økonomi, var økonomien sund hos Spies og de andre selskaber i Norden.
Derfor gav det mening at finde en interesseret køber til aktiviteterne.
»Meldingen fra de nye ejere er, at vi skal fortsætte, som vi gør. Vi har jo gjort det meget godt i Norden. Og så tager vi den videre derfra.«
»Men samtidig er jeg rimelig sikker på, at de nye ejere vil være villige til at investere i virksomheden for at gøre os endnu bedre, end vi er i dag,« siger Jan Vendelbo.
Mens Petter Stordalen igennem sit selskab, Strawberry Group, sætter sig på 40 procent af de nordiske selskaber, så kommer Altor og TDR Goup til at eje henholdsvis 40 og 20 procent.
Nogle kapitalfonde har det med at eje selskaber en kort årrække for derefter at prøve at sælge dem igen med et positivt afkast.
Spies-direktøren er dog ikke nervøs for, at kapitalfondene i den nye ejerkreds vil trække sig ud af projektet inden for de næste år.
»Begge kapitalfonde har sammen med Stordalen lagt meget stor vægt på, at det her er et langsigtet strategisk samarbejde.«
»Så ud fra alle de informationer, vi har fået, venter jeg ikke, at vi skal have nye ejere igen lige foreløbig,« siger Jan Vendelbo.
Spies er Danmarks største rejsearrangør og stod sidste år for 274.000 rejser.
/ritzau/