Skrappere krav skal udrydde mobilhuller

Regeringen vil kræve bedre dækning i de værst ramte områder, før teleselskaberne kan fortsætte med at bruge mobilfrekvenser i Danmark.

Foto: Johan Gadegaard. Der er stadig mange steder i Danmark, hvor mobilforbindelsen langtfra er god nok - her på Hjerl Hede - hvis den overhovedet er der. Derfor skal de hårdest ramte områder hjælpes, når teleselskaberne køber retten til at bruge mobilfrekvenserne, og første gang, det vil ske, er til næste år. Arkivfoto: Johan Gadegaard, Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Hver gang teleselskaber vil sikre sig mobilfrekvenser, vil staten fremover tvinge dem til at sørge for, at de ti procent dårligst dækkede områder i Danmark opnår »en markant bedre dækning«.

Det bliver nemlig fremover kravet for overhovedet at kunne være med i buddet, lyder det i udspillet fra regeringen for at forbedre forholdene i landområderne.

»Regeringen vil ved de kommende frekvensauktioner stille mere ambitiøse dækningskrav end tidligere, så der sikres den bedst mulige dækning for borgere og virksomheder i hele Danmark. Regeringen vil fra auktion til auktion stille dækningskrav, der sikrer de 10 procent dårligst dækkede områder en markant bedre dækning. Det skal markant nedbringe antallet af mobil- og bredbåndshuller i Danmark,« hedder det i oplægget under overskriften »Endnu bedre bredbånds- og mobildækning i Danmark«.

Første slag står i 2016

Samtidig skal kommunerne, når de køber mobiltelefoni og internetforbindelser, selv stille skrappere krav om dækning af bestemte områder. Det er man tidligere blevet enige om, men der skal også her skrues op for, at det sker.

Allerede til næste år, i 2016, udløber teleselskabernes nuværende brug af 1.800 MHz-frekvensen, som bruges i stort omfang til 3G-mobiltelefoni i dag, altså tale- og datatrafik, der ikke er helt så hurtig som de nye 4G-hastigheder. Derfor skal der holdes ny auktion, hvor teleselskaberne igen kan byde, og her vil der for første gang blive stillet detaljerede krav.

»Hidtil har dækningskrav alene baseret sig på postnumre med dårlig dækning. I de kommende auktioner vil regeringen derfor målrette dækningskravene inden for de enkelte postnumre, så de mere præcist kommer dem til gode, der rent faktisk oplever dårlig dækning,« loves det.

207 hårdt ramte postnumre forbedret i år

I 2012 udpegede man 207 postnumre i Danmark, hvor dækningen var dårligst, og her blev kravet, at man alle disse steder inden udgangen af 2015 skulle kunne opnå mobil datahastighed på mindst 10 megabit i sekundet. Det er denne 800 MHz-frekvens, som har været en del af årsagen til, at alle teleselskaberne gennem de seneste år har lagt deres mobilnet i Danmark helt om og opgraderet både teknologi, hastighed og dækning.

I 2012 betalte teleselskaberne 739 millioner kroner til staten for at kunne bruge frekvenserne.

Dansk Industris branchesamarbejde inden for IT og tele, ITEK, er enig i, at den øgede brug af dækningskrav både i frekvensauktioner og kommunale udbud er en god ide.

»Det er fornuftigt, hvis blot dækningskravene er teknologineutrale,« siger branchedirektør Adam Lebech med henvisning til, at der ikke må ske konkurrenceforvridning ved, at man kræver en bestemt teknologi - fastnet, mobilnet, kabelnet eller fibernet - taget i brug.

Nye auktioner i 2018

Alle danskere skal, uanset hvor i landet de bor, senest i 2020 kunne købe en internetforbindelse med en hastighed ind i huset på mindst 100 megabit i sekundet og ud ad huset på mindst 30 megabit i sekundet. Det skal sikre, at man kan bo og arbejde hvor som helst i landet, hvilket forventes at få en positiv indflydelse på landområderne.

I 2016 kommer 1.800 MHz-mobilfrekvensen på auktion, og i 2018 kommer turen til 900 MHz-frekvensen. I 2018 eller 2019 vil 700 MHz for første gang også kunne bruges til mobiltelefoni og mobildata. Den bruges i dag til antenne-TV.

Tommelfingerregelen er, at jo lavere frekvensen er, jo længere dækker den, og jo bedre kan den trænge ind gennem mure og vægge, så der også er ordentlig indendørs dækning.

Læs mere: »Endnu bedre bredbånds- og mobildækning i Danmark« (PDF)

Laes mere