Skræmte forbrugere dropper i stor stil nye TV og telefoner

Coronakrisen og økonomisk usikkerhed har fået mange til at udsætte nyindkøb af dyr elektronik til hjemmefronten. Men producenterne er ikke gået i hi. Der er kommet mange nye toptelefoner de seneste måneder, mens for eksempel Apple udskyder efterårslanceringen af nye iPhones, fordi fabrikkerne har været lukket.

Den løbende udskiftning af dyre smartphones og tilsvarende fladskærmsfjernsyn er udskudt hos mange, fordi coronakrisen gør hjemmeøkonomien usikker. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Selvom vi aldrig har brugt så megen elektronik som under coronakrisen, er det ikke de dyre indkøb som smartphones, fladskærms-TV, PCer og tablets, der bruges penge på. Her falder salget nemlig, og der er udsigt til et generelt lavere elektroniksalg i 2020.

I årets første tre måneder er salget af PCer faldet med 9,8 procent, mens salget af tablets er dykket med hele 18,1 procent, viser tal fra analysehuset IDC, der følger teknologimarkederne tæt. PC-salget, der omfatter både stationære og bærbare, faldt fra 59 millioner styk i første kvartal 2019 til 53,2 millioner i år, mens tabletsalget gik tilbage fra 30,1 millioner styk sidste år til 24,6 millioner i årets første måneder.