Shell ruller stor satsning på elbiler ud på tankstationer

De første fem tankstationer i københavnsområdet giver nu mulighed for at lade elbilen hurtigt op som første skridt i en større satsning på at betjene det voksende elbilmarked.

De første fem Shell-stationer i københavnsområdet har nu elladestandere til hurtig opladning klar. Shell

Kæden bag de 240 Shell-tankstationer i Danmark satser nu stort på at betjene den voksende mængde elbiler.

De første lynladere til elbiler bliver tirsdag åbnet på Shell-tankstationen på Lyngbyvej i København af transportminister Benny Engelbrecht (S). Der er tale om 300 kilowattlynladere, som nu står på fem tankstationer i københavnsområdet – på Lyngbyvej, i Brøndby, Brønshøj og Kastrup og på Vasbygade –, og i løbet af 2022 vil lynladere rykke ind og stå side om side med benzin- og dieselstandere i flere af landets største byer, med første fokus på Aarhus, Odense og Aalborg.