Ny Tesla-udfordrer klar til at rykke ind på europæiske veje

Inden årets slutning begynder den vietnamesiske bilproducent VinFast at sælge elbiler i Europa og ser samtidig på, hvor i Tyskland en europæisk elbil- og batterifabrik skal ligge. Elektronikgiganten Sony overhaler Apple indenom og går efter senere i år at blive elbilproducent.

En ny Tesla-udfordrer gør klar til at rykke ind i Europa med nye elbiler sidst i 2022. Det sker, samtidig med at andre nye og store aktører som den japanske elektronikgigant Sony gør klar til at producere elbiler for at bemægtige sig en god bid af et rødglødende marked.

Den vietnamesiske bilproducent VinFast er ifølge det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg lige nu i gang med at se på fem mulige steder i Tyskland til placering af en elbilfabrik. Den skal åbne straks, efter at en amerikansk fabrik med en kapacitet til at producere 250.000 elbiler om året samt batterier og elbusser åbner.