SAS i dyb corona-krise: 80 procent af omsætningen er væk

Som resten af fly- og rejsebranchen er SAS havnet i en voldsom krise på grund af den verdensomspændende corona-pandemi. SAS løfter tirsdag morgen sløret for et sæt regnskabstal, der viser, at flyselskabet har mistet mere end 80 procent af sin omsætning fra maj til juli sammenlignet med den tilsvarende periode af 2019.

Som mange andre luftfartsselskaber er SAS blevet hårdt ramt af den igangværende coronakrise. Lefteris Karagiannopoulos/Reuters/Ritzau Scanpix

Et sæt tørre tal siger alt om den krise, som flyselskabet SAS er fanget i.

Tirsdag morgen oplyser selskabet, at SAS har mistet mere end 80 procent af sin omsætning fra maj til juli. I 2019 omsatte SAS for 13,4 milliarder svenske kroner i den periode. Det tal er i 2020 skrumpet til 2,5 milliarder svenske kroner.

Det samlede tab for SAS over de tre måneder lander på 2,4 milliader svenske kroner. Det skyldes ikke mindst, at passagertallet faldt med hele 86 procent.

Det fremgår af regnskabet, at resultatet også påvirkes af, at SAS har nedskrevet værdien af sin flyflåde med godt en milliard svenske kroner.

SAS oplyser om fremtidsudsigterne, at effekterne af corona-krisen vil matre flyselskabet de næste mange måneder. Først i 2022 forventer SAS, at tilstandende i luftfartsindustrien vil ramme et mere normalt niveau.

SAS præsenterede i juni en redningsplan, som skal trække selskabet væk fra den finansielle afgrund. Danmark og Sverige stiller med friske milliarder i støtte til SAS, som skal skære kraftigt i selskabets omkostningsbase.

Det skandinaviske flyselskab fik dog i første omgang ikke den fornødne opbakning fra kreditorerne i forhold til den store krisepakke. Efterfølgende måtte SAS tidligere på måneden forbedre vilkårene for selskabets kreditorer.

Den store redningsplan skal efter planen til afstemning den 2. september.