Flyselskaber skylder danskere bunker af penge – nu er ministerens tålmodighed opbrugt

Flyselskaberne skylder stadig danskerne bunker af penge for de mange aflyste fly i foråret. Men nu går den ikke længere. Transportminister Benny Engelbrecht (S) har fået nok, og SAS og de andre flyselskaber skal hurtigt få bund i de mange klager og få sendt pengene tilbage til passagerne. SAS siger, at selskabet er i sit »livs sværeste krise« og vil arbejde hårdt på at få refunderet billetterne.

Mange SAS-fly holder stadig parkeret i Københavns Lufthavn på grund af den mindre rejseaktivitet under coronakrisen. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Det er nu fem måneder siden, at store dele af verden blev lukket ned, og flyselskaberne var tvunget til at aflyse stort set alle rejser. Coronavirussens udbredelse gjorde det umuligt at flyve og efterlod passagerne med billetter, som var betalt, men som de ikke kunne benytte sig af.

Alligevel har mange flypassagerer endnu ikke fået det tilbage, som de betalte for den ydelse, de aldrig fik. Flyselskaberne har været presset af mange klager, samtidig med at store dele af personalet blev sendt hjem. Oven i det kom, at luftfartselskaber som SAS og Norwegian blev kastet ud i en kamp for overlevelse, fordi hele indtjeningen forsvandt. Men nu er det en anden tid, og der er ikke længere nogen grund til at holde på danskernes penge, fastslår Benny Engelbrecht (S), transport- og boligminister.