Ryanair nægter at flyve med tomme midtersæder

Det irske lavprisselskabs topchef kalder forholdsreglerne om social afstand i fly for »idiotiske«. Han kræver penge af regeringer, der forlanger, at midtersæderne skal holdes fri – ellers kommer Ryanair-flyene ikke på vingerne igen.

Det irske lavprisselskab Ryanair vil ikke kunne tjene penge, hvis midtersæderne skal stå tomme, siger topchefen. Kevin Coombs

Der bliver ikke noget af at flyve med Ryanair, hvis det bliver et krav, at midtersædet i alle fly skal stå tomt for at holde afstand til den nærmeste passager.

Ryanairs ofte åbenmundede og meget direkte topchef, Michael O'Leary, advarer ifølge den britiske finansavis Financial Times om, at lavprisselskabet ikke vil gå i luften, hvis myndighederne insisterer på tomme midtersæder, når rejserestriktionerne på et tidspunkt lempes oven på coronavirussens hærgen.

Topchef: Betal, ellers flyver vi ikke

»Enten betaler regeringen for midtersædet, eller også flyver vi ikke. Vi kan ikke tjene penge på at have en belægning på højst 66 procent. Selv hvis vi gjorde det, ville midtersædet ikke give nogen social distance, så det er en idiotisk idé, som man alligevel ikke opnår noget som helst med,« siger Michael O'Leary til avisen.

Han ser hellere, at Europa gør som Asien og stiller krav til, at passagererne skal bære ansigtsmasker under rejsen, og at man måler rejsendes temperatur på togstationer og i lufthavne.

Kan europæiske flyvninger påbegyndes tidligt i juli, forventer Ryanair i september at være tilbage på cirka 80 procent af sine normale flyvninger, lyder meldingen fra topchefen.

Michael O'Leary forventer, at cirka 40 procent af de normale flyvninger vil blive gennemført i juli med fly, der er 50 til 60 procent fulde. Derefter er Ryanairs plan gradvist at give plads til flere passagerer – 60 procent i august og 80 procent i de følgende måneder, inden vintersæsonen, som traditionelt ikke er så travl, på ny vil betyde, at flyene kun er 60 procent fyldte.

Priskamp vil få mange til at rejse

Michael O'Leary forventer, at flytrafikken hurtigt vil komme sig, idet han forudser »massiv prisstimulering«, hvis rejserestriktionerne lempes fra juli.

Flere andre luftfartsselskaber, heriblandt Emirates og Delta Air Lines, har meddelt, at de vil holde midtersæderne fri. Lavprisselskabet EasyJet forventer, at passagererne ønsker at sidde med afstand til hinanden, hvorfor EasyJet formentlig i en kortere periode vil spærre midtersæderne, så længe passagertallet ikke er tilbage på samme niveau som før coronakrisen.

Flere analytikere vurderer, at rejsetrafikken først om op til tre år vil nå tilbage på 2019-niveau.

Ryanair-topchefen tror dog på, at selskabet allerede i sommeren 2021 vil være nået tilbage og tillige vokset.

Ryanair havde i 2019 flere end 152 millioner passagerer om bord, hvilket gør selskabet til et af Europas største, skriver det britiske dagblad The Guardian.

Ryanair er også blandt de luftfartsselskaber, som kritiseres for at trække det i langdrag at give passagerne penge tilbage for aflyste flyafgange i forsøget på at sikre deres egen økonomi under coronakrisen.