23-årige Lasse Kalkars fingre danser hektisk hen over telefonens skærm, mens han energisk viser de mange muligheder, man som kunde får, hvis man åbner en konto hos neobanken Revolut, der med sine syv millioner kunder og en værdi på ti milliarder kroner ifølge egne tal er Europas hurtigst voksende finansteknologiske virksomhed.
Mens man blandt andet kan få payback – altså procentvis tilbagebetaling af den værdi, man handler for – hos neobankens samarbejdspartnere og adgang til diverse loungeområder i lufthavne, så er den vigtigste funktion – og årsagen til, at Revolut så dagens lys – at man kan undgå bankernes dyre gebyrer, når man hæver eller overfører penge i udlandet.



