Lunar Way får banklicens: »Vi vil være herre i eget hus«

Fintech-virksomheden Lunar Way har fået egen banklicens, men det betyder ikke, at samarbejdet med nuværende partnere hører inde. Beslutningen bag forandringen skyldes et ønske om, at »være herre i eget hus«. Seniorøkonom ser positivt på udviklingen men forholder sig skeptisk til om virksomhedens succes kan blive ved.

HEADDER
Lunar Way har hentet over 195 millioner kroner i sin seneste investeringsrunde og har nu sikret sig en banklicens fra Finanstilsynet. Dermed bliver Lunar Way Danmarks nyeste bank. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus

Finanssektorens nye dreng i klassen er endnu en gang ude at trække overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmark er blevet en bank rigere. Lunar Way, der oprindeligt var en bank-app, har nemlig sikret sig en banklicens fra Finanstilsynet, og har dermed nu tilladelse til at drive bank selvstændigt.

Lunar Way har gennem de sidste fire år bevæget sig fra at være en tech-virksomhed til at blive fintech med egen banklicens. Det på trods af, at virksomheden ellers bryster sig af ikke at være en bank. Men nu er Lunar Way altså blevet til en bank, og processen om at nå dertil har været igang i løbet af det seneste år, og for at komme dertil har Lunar Way hentet over 195 millioner kroner hos investorer.

Ken Villum Klausen, stifter og administrerende direktør hos Lunar Way, fortæller, at skridtet med få egen banklicens er en »naturlig forlængelse af rejsen, som Lunar Way har været på«.

»Mange af vores brugere har allerede den opfattelse, at vi agerer deres bank i dag. Men det er vores mulighed for at blive herre i eget hus, hvor vi helt selv får styring over de produkter og features, som vi gerne vil bygge. På den måde får Lunar Way selv kontrol over, hvordan de forskellige tiltag lander,« siger Ken Villum Klausen, stifter og administrerende direktør i Lunar Way.

100.000 brugere

Lunar Way blev etableret tilbage i 2015 som en såkaldt neobank, der ikke havde en banklicens. Appens banksystem har derfor siden begyndelsen været udgjort af Nykredit.

Tilbage i 2018 blev Lunar Way tildelt en AISP-licens, som gjorde det muligt at tilbyde brugerne et komplet overblik over alle konti, uanset hvilken bank, deres konti var tilknyttet.

Virksomheden fik også som de første i Danmark en PISP-licens af Finanstilsynet. Det betød, at fintech-virksomheden fik tilladelse til at agere som et betalingsinstitut, hvor de kunne iværksætte betalinger på brugernes vegne.

Samme år blev Lunar Way også lanceret i Sverige, og i begyndelsen af det indeværende år blev appen også tilgængelig i Norge. Ifølge Lunar Way selv har fintech-virksomheden i dag mere end 100.000 skandinaviske brugere, og hver måned bydes over 12.000 nye til.

Fintech-virksomheden har adskilt sig markant fra resten af den finansielle sektor ved at tilbyde en høj rente på op til fire procent på brugernes indestående på op til 50.000 kroner. Fordi Lunar Way ikke var en bank før nu, har de ikke måttet kalde det en »indlånsrente«, og derfor har man i stedet lanceret tilbuddet som »Payback«.

Som udgangspunkt får man dog ikke fire procent, men derimod én procent, hvis man vel og mærket benytter sig af Lunar Ways »Black Card« mindst én gang om måneden. For at komme op på de fire procent, kræver det, at man også flytter sin NemKonto til virksomheden.

Den nuværende ordning løber frem til udgangen året, hvorefter man vil »evaluere« forløbet. Normalt ligger den højst mulige procentrate på to procent.

Samarbejdet med Nykredit fortsætter

Men hvordan kan den nye dreng i klassen tilbyde et så fordelagtigt tilbud til sine kunder, når store kanoner som Jyske Bank må lancere negative renter?

Svaret på det spørgsmål skal ifølge Ken Villum Klausen findes i Lunar Ways størrelse og forretningsmodel.

»Vi er heldige for nuværende, at vi er meget meget små i forhold til nogle af de andre store banker. Vi har ikke kunder med massive indlån, og vi har ikke noget filial netværk, som vi skal betale til. Der er ingen store domiciler at betale for samt outdated legacy infrastruktur. Så på det enkelte brugerniveau kan vi godt lave en profitable forretning,« siger Ken villum Klausen.

Han forklarer også, at Lunar Way fortsætter samarbejdet med Nykredit, som fintech-virksomheden har et »stærkt forhold« til.

»Vores vision er at skabe en finansiel Appstore, hvor man via Lunar Ways univers åbner op for samarbejde med andre aktører. Derfor holder vi fast i vores nuværende samarbejdspartnere. Men det er klart, at vi kommer til at ændre i infrastrukturen, for nu er det ikke længere gennem Nykredits banklicens, det foregår, men derimod vores egen,« siger Ken Villum Klausen

Den høje indlånsrente fortsætter

Det nærliggende spørgsmål vil dernæst være, om Lunar Way så også vil være i stand til at fortsætte som hidtil nu, hvor fintech-virkomheden bliver en »rigtig bank«.

»Ja, vi fortsætter med den høje indlånsrente. De fire procent, som vi kører med nu, er jo en del af en kampagne, så jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, om vi fortsætter med dem. Men de to procent kører vi garanteret videre med, når det nye år begynder,« siger Ken villum Klausen.

På nuværende tidspunkt kan den administrerende direktør ikke sige noget om, hvordan det ser ud om tre-fire år, fordi det også afhænger af, hvordan rentemarkedet ændrer sig.

»Tiden må vise, hvordan det udvikler sig. Men vores setup er anderledes end andre bankers, og derfor kan det lade sig gøre for os at køre med en høj indlånsrente,« siger Ken Villum Klausen.

Forbrugerrådet: Godt med konkurrence

I Forbrugerrådet Tænk ser man positivt på Lunar Ways indtog i den finansielle sektor. Hos forbrugernes interesseorganisation savner man nemlig konkurrence på bankmarkedet, og derfor ses Lunar Ways nye tilgange også som et »friskt pust«.

»Det er altid godt med nye virksomheder og tilgange. Det sætter gang i konkurrencen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har tidligere kortlagt, at konkurrencen også halter indenfor realkredit, fordi den sælges gennem bankerne. Det er også derfor, at vi kan se, at det nogle gange er ganske fordelagtigt at skifte bank, hvis man ellers har en sund økonomi,« siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.

Selvom han ser positivt på Lunar Ways udvikling, så tror han næppe, at de vil kunne fortsætte på samme vis i fremtiden.

»Det er meget få fintech-virksomheder, som vi har set overleve på længere sigt. Jeg tror ikke, at Lunar Way kan blive ved med at opretholde en indlånsrente, som er så meget højere end den resterende finansielle sektor, der i øjeblikket diskuterer om man skal indføre negativ indlånsrente. Derfor forholder jeg mig skeptisk til, om den rentesats kan holdes på længere sigt,« siger Morten Bruun Pedersen.

Han ser frem til at følge Lunar Way i de kommende år, hvor han tror, at de skal ud og kæmpe for kunderne, når man ser på den lange bane. Omvendt forholder han sig også åben overfor, at det kan lykkedes den nye dreng i klassen.

»De griber det at drive bankvirksomhed helt anderledes an, end vi ellers har været vant til, så måske kan det lykkedes dem. Det kan også sagtens være, at den nuværende snak om negative renter, som Jyske Bank nu begynder på, kan være et skub i Lunar Ways retning. Det må tiden vise,« siger Morten Bruun Pedersen.