»Mikaela Jav« – med det borgerlige navn Izzat Khanim Javadova – er ikke hvem som helst.
Med kunstnernavnet optræder hun som succesfuld dj på den spanske ferieø Ibiza.
Hun er kusine til den magtfulde præsident, Ilham Alijev, i det olierige land Aserbajdsjan, der er berygtet for brud på menneskerettighederne.
Hun og ægtefællen Suleyman Javadov ejer luksusejendomme i flere lande – herunder på nogle af Londons fineste adresser.
Og så modtog hun og hendes ægtefælle meget store og mistænkelige millionbeløb via konti i blandt andet Danske Banks skandaleramte estiske filial, der i 2017 og 2018 blev omdrejningspunktet i bankens hvidvaskskandale.
Parret er gennem to år blevet efterforsket af det britiske bagmandspoliti – National Crime Agency (NCA) – der mener, at pengene stammer fra forbrydelser som »korruption, tyveri og bedrageri«.
Men først i dag har en dommer besluttet at ophæve det navneforbud, der hidtil har beskyttet parret mod offentlighedens søgelys, rapporterer avisen Evening Standard, der oprindeligt klagede over navneforbuddet.
Penge gennem Danske Bank
Sagen giver ikke kun et sjældent indblik i en lyssky gren af Londons overklasse. Den kaster samtidig nyt lys over Danske Banks hvidvasksag, som Berlingske afdækkede over en årrække, og som fortsat efterforskes af myndigheder i flere lande.
NCAs efterforskning viser blandt andet, at en stor del af de omkring 125 millioner kroner, der gennem en årrække endte på parrets britiske bankkonti, forinden havde været på en ejendommelig rejse gennem en lang række bankkonti i forskellige lande tilhørende selskaber i skattely som Seychellerne og Marshalløerne.
Som det tidligere er blevet afdækket, var én af de banker, der blev benyttet, altså Danske Bank Estland, hvor blandt andet konti tilhørende de to britiske selskaber Hilux Services LP og Polux Management LP dirigerede pengestrømmene videre.
Netop disse to selskaber var blandt nøgleselskaberne i et omfattende hvidvaskkompleks benævnt Azerbaijani Laundromat, som Berlingske sammen med medier verden over kunne afdække i 2017.
Sagen førte til, at Danske Bank søsatte en storstilet advokatundersøgelse, der i 2018 slog fast, at filialen brød hvidvaskreglerne ved ikke at føre den lovpligtige kontrol med kunderne og deres transaktioner.
Kædes sammen med præsidentfamilie
Pengene gennem den aserbajdsjanske hvidvaskmaskine gik blandt andet til at bestikke fremtrædende europæiske politikere, mens andre penge gik til lokale embedsmænd, luksusforbrug og skattely.
Men med den britiske domstols beslutning om at ophæve navneforbuddet på Londonparret, kædes Azerbaijani Laundromat for første gang direkte sammen med præsidentfamilien i Aserbajdsjan.
Ifølge journalistorganisationen OCCRP og Evening Standard er Izzat Khanim Javadova kusine til Ilham Alijev, der har regeret Aserbajdsjan med hård hånd uafbrudt siden sin forgængers – faderen Heydar Alijevs – død i 2003. Regimet er flere gange blevet kritiseret for udemokratiske valg og overgreb på kritiske medier og politiske modstandere.
Javadova selv fik opholdstilladelse i Storbritannien for ti år siden – ifølge Evening Standard blandt andet på grund af sin store formue. Hendes far var tidligere medlem af landets parlament, mens hendes svigerfar er tidligere viceenergiminister.
Vil beslaglægge millionbeløb
I næste uge begynder det egentlige retsopgør i London, hvor NCA vil have en domstols ord for, at myndighederne må beslaglægge et større millionbeløb fra parrets bankkonti, som parret ifølge NCA ikke kan redegøre tilfredsstillende for.
Parret har nægtet ulovligheder og hævder, at pengene er indtægter fra udlejning af deres mange boliger.
Men dét afviser NCA pure. Så store pengestrømme, sendt via mistænkelige skattelyselskaber og banker i fjerne lande, kan ikke forklares med huslejeindtægter, mener anklagemyndigheden.
»Det er mere sandsynligt, at de (ægteparret, red.) simpelthen var mål for betalinger foretaget af eller på vegne af deres magtfulde forbindelser i Aserbajdsjan,« mener NCA.
NCA hævder, at »parret vidste, at det, de modtog, ikke kom fra lejere, men fra en ulovlig organisation designet til hvidvask af penge«, fremgår det ifølge OCCRP af retsdokumenterne.
Sagen er én af flere, som de britiske myndigheder har anlagt mod meget velhavende udlændinge, der har opkøbt dyre luksusejendomme i især London, men som ikke kan give fyldestgørende forklaringer på, hvorfra pengene stammer – hvilket vækker mistanke om hvidvask.
En talsmand for præsident Alijev har tidligere afvist, at regimet var forbundet til pengestrømmene. Historierne om Azerbaijani Laundromat blev kaldt »fordomsfulde, grundløse og provokerende« og »en beskidt smædekampagne« mod landet.
Danske Bank har ingen kommentarer til sagen. Banken har tidligere beklaget manglerne i hvidvaskkontrollen i den estiske filial og har skruet kraftigt op for antihvidvaskindsatsen.