PostNord: »Vi ser ind i en betydelig resultatforringelse på grund af corona«

PostNords danske topchef, Peter Kjær Jensen, gør nu status over coronakrisens mærkbare konsekvenser for det danske postvæsen.

De store mængder pakker, PostNord har håndteret i løbet af coronakrisen, svarer til mængder, man normalt håndterer i forbindelse med højsæsonen Black Friday. Antallet af sendte breve er dog faldet drastisk, hvilket koster på bundlinjen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nok sender og modtager vi flere pakker under coronakrisen, men til gengæld er antallet af breve styrtdykket, og det kan mærkes på økonomien hos PostNord i Danmark.

»Vi ser ind i en betydelig resultatforringelse på grund af corona, som – trods en vækst i hjemlevering af pakker på en halv til en million pakker i april 2020 i forhold til april 2019 – har accelereret brevfaldet. Antallet af breve i april var cirka fire millioner færre end i april året før,« siger Peter Kjær Jensen, adm. direktør i PostNord Danmark.

Fokus har i første omgang været på at holde Danmark i gang og på medarbejdernes sikkerhed, fortæller PostNords danske topchef.

Allerede inden statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark 11. marts, var PostNord i fuld færd med at sikre alle sine pakke- og brevterminaler, så kun ganske få mennesker arbejdede sammen med det formål at mindske smitterisikoen.

Derudover var PostNord hurtig til at indkøbe værnemidler såsom håndsprit, gel og klude, oplyser Peter Kjær Jensen.

»Vi har brugt lidt over to millioner kroner på at købe værnemidler,« siger han.

Udfordringer

Sygefraværet blandt PostNord Danmarks medarbejdere steg i begyndelsen af marts, men er nu faldet og er lavere end sygefraværet før marts.

»Efter Mette Frederiksens melding om nedlukningen af Danmark, steg fraværet. Det skyldes formentligt, at medarbejdere skulle løse pasningsproblemer, men de vendte hurtigt tilbage. Jeg synes, at deres indsats har været meget imponerende,« siger PostNord-topchefen.

Peter Kjær Jensen har personligt haft den udfordring i coronakrisen, at det var svært at tale direkte til alle ansatte, fordi de ikke alle er på et intranet. Derfor valgte PostNord Danmarks ledelse tidligt at oprette Facebook-grupper med opdateringer, spørgsmål og svar. Og her har Peter Kjær Jensen også lagt video op med opdateringer til medarbejderne.

»Det har virket ret fantastisk. Der er en form for korpsånd. Vi er PostNord, og når krisen kradser, så rykker folk sammen og kæmper,« siger Peter Kjær Jensen.

Samtaler med staten

De ansatte har blandt andet kørt værnemidler til plejehjem, sygehuse med mere i samarbejde med regionerne, men har først og fremmest haft travlt med at levere pakker. I ugerne før og efter påske oplevede PostNord vækstrater på cirka 50 procent, hvor flere end 800.000 pakker blev uddelt i forhold til 2019.

»E-handelen steg voldsomt med hjemmelevering. På et tidspunkt omkring påske uddelte vi mellem 400.000 og 500.000 pakker om dagen. Det er lige så mange, som vi afleverer mandagen efter Black Friday,« siger Peter Kjær Jensen og fortsætter:

»Efter Black Friday bliver 50 til 60 procent af pakkerne afleveret på et posthus, mens 75 til 80 procent af pakkerne under coronakrisen er blevet leveret derhjemme. Det kræver enorme ressourcer.«

PostNord har som mange andre virksomheder sørget for at have et dækkende kapitalberedskab, understreger Peter Kjær Jensen.

»Men vi tager naturligvis udviklingen på brevene med i vores diskussioner med staten, omkring hvordan den fremtidige befordringspligt skal sættes sammen, både med hensyn til service- og omkostningsniveau,« siger han.