Philips sælger sine kaffemaskiner og støvsugere til kinesisk fond

Den hollandske elektronikgigant Philips fortsætter frasalget og vil nu koncentrere sig om sundhedsudstyr og hjemmeplejeprodukter, mens endnu flere producerer produkter i Philips' navn.

Philips holder sig fremover til sundhed, både den professionelle på hospitaler og klinikker og derhjemme. Efterhånden er al anden elektronikproduktion solgt fra, og andre producerer produkterne i Philips' navn. John MacDougall/AFP/Ritzau Scanpix

Den hollandske elektronikgigant Philips sælger nu hele sin produktion af husholdningsapparater og vil fremover koncentrere sig om at levere sundhedsudstyr.

Den kinesiske investeringsfond Hillhouse Capital lægger omkring 3,7 milliarder euro (27,5 milliarder kroner) for købet, som betyder, at produktionen af kaffemaskiner, luftrensere, støvsugere og andre hjemmeprodukter nu skifter hænder.