Regeringen har gennem flere år - og hidtil uden den store succes - arbejdet på at give Kammeradvokaten konkurrence som storleverandør af juridiske ydelser til staten. Som led i det arbejde har Gældsstyrelsen under Skatteministeriet nu inviteret alle landets advokater til at melde sig til et såkaldt advokatpanel, hvis de vil påtage sig opgaven som kurator i de sager, hvor det offentlige indgiver konkursbegæring.
Det er lukrative opgaver, som i ukendt omfang er tilfaldet blandt andet Kammeradvokaten, selv om området ikke er omfattet af Kammeradvokataftalen mellem staten og det private advokatfirma. Men det er altså opgaver, som nu bliver kastet ud i fri og transparent konkurrence.