Ørsted står fast på grøn omstilling og gigantinvestering trods kuldsejlet frasalg af Radius

Manglende frasalg af Ørsteds danske elforretning Radius får ingen betydning for energikoncernens planer om global grøn ekspansion og at investere 200 mia. kr. frem mod 2025. Det oplyser medlem af koncernledelsen i Ørsted, Martin Neubert, til Reuters.

(Arkivfoto) Martin Neubert, koncerndirektør med ansvaret for Wind Power hos Ørsted, forsikrer over for nyhedsbureauet Reuters, at Ørsteds 200 milliarder kr. store investeringsplan for vindmøller frem til 2025 står fast, selvom politikerne har stoppet salget af elforretningen Radius. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Bølgerne er gået højt, efter at Socialdemokraterne tidligere på måneden blokerede for et salg af energikoncernen Ørsteds elforretning, Radius.

Planen var, at salget af Radius skulle være med til at finansiere Ørsteds globale ekspansion og grøn omstilling. Finansminister Kristian Jensen (V) har da også ved flere lejligheder slået fast, at Ørsted nu skulle ud og finde anden finansiering og antydet den grønne omstilling kunne være i fare.

Nu slår Martin Neubert, øverst ansvarlige for Ørsted Wind Power og medlem af selskabets koncernledelse, imidlertid fast over for nyhedsbureauet Reuters, at det kulsejlede salg af Radius ikke kommer til at afspore Ørsteds globale ekspansion.

»Det her har ingen betydning for vores 200 milliarder danske kroner store investeringsplan frem til 2025 og vores mål for ekspansion af vedvarende energi på 30 gigawatt i 2030,« siger Martin Neubert til Reuters, der har talt med ham i forbindelse med tyske Handelblatts årlige energikonference i Berlin.

Planerne om at investere 200 mia. kr. i vindmølleparker frem mod 2025 blev lanceret i november 2018, men selvom salget af Ørsted var en måde at skaffe nogle af de mange milliarder, er det manglende salg altså ikke nok til at slå Ørsteds investeringsplaner ud af kurs.

Ørsted, der netop er blevet udnævnt til verdens mest bæredygtige energiselskab, er ifølge Reuters i dag verdens største udvikler af off shore-vindmøller med tolv gigawatt idrift eller under opførelse.

Fokus på ekspansion i Asien

Martin Neubert fortæller blandt andet til Reuters, at energiselskabet i øjeblikket arbejder på ekspansionsplaner i Asien. Lige nu er to større vindmølleparker i Taiwan ganske vist sat på hold, men der er nyt på vej inden for de næste otte uger.

Samtidig er han optimistisk omkring mulighederne i Japan, efter at Ørsted i sidste uge underskrev et memorandum med det store energiselskab Tepco om fælles off shore-projekter i de kommende år efter, at Japan i november sidste år besluttede sig for et mål om at opføre 10 gigawatt off shore-vindmøller.

»Over de næste måneder vil vi finde ud af, hvordan vi sammen kan håndtere planlægning, etablering, drift og finansiering,« siger Martin Neubert til Reuters.