Det skulle have været årets største børsnotering, men i sidste øjeblik har den belgiske bryggerimastondont Anheuser-Busch InBev opgivet at børsnotere sit asiatiske datterselskab på børsen i Hongkong.

Sent fredag meddelte øl-koncernen, at den på nuværende tidspunkt trækker stikket på sit kinesiske børseventyr på grund af række faktorer, herunder de »nuværende markedsforhold.« Med børsnoteringen af Budweiser Brewing Company APAC Ltd. stod Anheuser-Busch ellers til at rejse op til 9,8 mia. dollar, hvilket ville have gjort det til 2019s største børsdebut ved at overhale Ubers 8,1 mia. dollar notering i maj.

Ølgiganten havde håbet, at dens stærke position på det kinesiske marked ville gøre de nye aktier populære og hjælpe til en stærk børsdebut. Men op til prisfastsættelsen i sidste uge stod det klart for Anheuser-Busch, at efterspørgslen fra institutionelle investorer ikke levede op til forventningerne, da flere store fonde ifølge Bloomberg prøvede at presse udbudsprisen ned. Derfor besluttede virksomheden at lægge børsnoteringen på is og vil i stedet »undersøge sine muligheder for at øge værdien for aktionærerne.«

Den mislykkedes børsdrøm kan delvist forklares med et skift i de kinesiske forbrugeres smag. Hvor de tidligere har foretrukket traditionelle øl, er de yngre kinesere i stigende grad begyndt at drikke dyrere specialøl og cocktails, og AB InBevs markedsandel er ifølge Bloomberg faldet til 43 pct. fra 47 pct. i 2014. Samtidig har Carlsberg øget sin markedsandel fra 9 pct. til 14 pct. AB InBev ejer populære ølmærker som Budweiser, Corona og Leffe.

Den belgiske ølproducent er verdens største bryggeri, en position som blev yderligere cementeret, da selskabet overtog SABMiller i 2016. Som en del af den overtagelse blev AB InBev nødt til at optage store lån og er nu sadlet med en gældspukkel på over 100 mia. dollar. Pengene fra børsnoteringen i Hongkong skulle netop været brugt til at betale noget af gælden af, så nu bliver topchef Carlos Brito nødt til at finde nye veje for at håndtere gælden.

Aktien er falder med 1,2 pct. i Bruxelles mandag.