Det nye spil med tegneseriehelten Edderkoppen, »Spider-Man 2«, er blevet det hurtigstsælgende til dato til spilkonsollen Playstation.
Det bekræfter den japanske elektronikgigant Sony.
På de første 24 timer blev der solgt flere end 2,5 millioner fysiske og digitale eksemplarer af spillet, der udkom i fredags til den nyeste Playstation 5.
Spillet er udviklet af Insomniac Games, der ejes af Playstation.
Der har dog været nogen kritik af spillets længde, skriver BBC. Hovedhistorien tager omkring 15 timer at gennemføre, og tager man alle sidehistorierne med, skal man afsætte omkring 40 timer til at nå i mål.
»Spider-Man 2« er trods titlen faktisk det tredje spil i serien. De første udkom i 2018 og 2020. Ligesom de tidligere spil foregår handlingen i det nye i et virtuelt New York. For første gang kan man vælge at spille som enten Peter Parker eller Miles Morales, der begge er superheltens andre identiteter.
En milliardforretning
Playstation 5 blev lanceret i november 2020, samtidig med at Microsoft lancerede nyeste version af sin spilkonsol, Xbox Series X/S.
Ifølge analysefirmaet VGChartz er der til dato solgt 43,87 millioner Playstation 5-konsoller mod 23,90 millioner Xbox Series X/S-konsoller.
Den samlede omsætning på konsolsoftware ventes i år at lande på 42 milliarder dollar på verdensplan – en stigning på 1,3 procent i forhold til 2022, hvor spilbranchen havde det hårdt oven på de gyldne coronaår. Her spandt de guld på, at folk sad hjemme og havde tid til at spille, men det ændrede sig markant, da verden åbnede sig og kom i gang igen.
Halvdelen af omsætningen, 21 milliarder dollar eller 143,2 milliarder kroner, ventes at komme fra folks køb af virtuelle ting i spil og på spilabonnementer, anslog analysefirmaet Ampere Analysis i august i år over for den britiske finansavis Financial Times.