Selvom det nu er tre uger siden, at værkstedsarbejdere i Sverige indledte en strejke mod den amerikanske elbilgigant Tesla, fortsætter Tesla-bilerne med at rulle ud på de svenske veje.
Siden strejken blev indledt 27. oktober for at få Tesla til at indgå en kollektivaftale, sådan som andre ansatte i bilbranchen har, er der rullet 963 nye Tesla-biler ud til svenske kunder.
Det viser nye tal fra Transportstyrelsen, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Fagforeningen IF Metall har fået opbakning til strejken, der lige nu påvirker flere end 100 bilværksteder i Sverige, fra de ni andre LO-fagforbund, som har tilsluttet sig med sympatiaktioner, herunder en blokade af nogle af Sveriges vigtigste indskibningshavne, hvor Tesla-biler kommer i land i Sverige.
Denne blokade af havnene truer med at sprede sig til danske og norske havne.
Stop for post, billakering og ladestandere
IF Metals aftalesekretær, Veli-Pekka Säikkälä, anser det ikke for mærkeligt, at der stadig kommer Tesla-biler til Sverige.
»Vi har sat gang i en konflikt for tre uger siden, og i fredags stødte sympatiaktionerne i havnene til for fuld kraft, så man ikke tager imod Tesla-biler. Tesla har stadig en del virksomhed i gang, men vi får rapporter om, at det går meget trægere for dem,« siger han til TT.
Der blokeres nu for indførsel af Tesla-biler i alle omkring 50 svenske havne, og elektrikerne har indstillet arbejdet med at installere og reparere Teslas opladningspladser, mens medlemmerne af fagforbundet Fastighet har indstillet al rengøring af Teslas anlæg.
Malerforbundet har truet med at stoppe al lakering af Tesla-biler i Sverige med virkning fra 21. november, hvor der også bliver blokering af post og pakker til Tesla, og fra 28. november vil alt byggearbejde blive blokeret. Det svenske musikerforbund har truet med at sige stop for visse typer af musik i Tesla-biler.
Konflikten kan blive optrappet yderligere i den kommende tid og vil da kunne udvides til også Danmark og Norge. De nordiske transportfagforbund vedtog op til weekenden en støtteudtalelse til fordel for IF Metall.
Der bliver i gennemsnit solgt 2.000 Tesla-biler i Sverige om måneden.