Disneys nye streamingtjeneste er en seermagnet fra første dag, hvor den fik ti millioner til at tegne abonnement. Det oplyste Walt Disney-koncernen onsdag – et døgn efter den store lancering 12. november.
Disney+ er i første omgang gået i luften i USA og Canada med et abonnement, der koster syv dollar om måneden, hvilket svarer til knap en 50er. Dermed melder Disney-koncernen sig på banen som en ambitiøs konkurrent til Netflix og HBO.
Den store kundetilstrømning kom bag på analytikerne, som havde forventet, at det ville tage meget længere tid for Disney+ at nå op på så mange abonnenter.
»Det tog HBO omkring fire år at nå op på ti millioner streamingabonnenter,« sagde medieanalytiker Geetha Ranganathan onsdag til Bloomberg.
Disney-koncernen har ikke oplyst, hvor mange af de ti millioner nye kunder der har betalt for deres abonnement.
Største kurshop i syv måneder
Interessen for Disney+, hvor man ud over det traditionelle Disney-univers får adgang til Pixar, Marvel, Star Wars og National Geographic, sendte desuden aktiekursen i vejret med en stigning på 6,8 pct. onsdag – den største stigning i syv måneder, skriver Bloomberg.
Det tog HBO omkring fire år at nå op på ti millioner streamingabonnenter.Geetha Ranganathan, medieanalytiker
Fremgangen for Disney på børsen onsdag var knap så god for konkurrenten Netflix, som måtte tage et kursfald på minus 3,7 pct.
Den succesfulde Walt Disney-koncern er stiftet i 1923 af Walter Elias Disney, som i 1928 sammen med tegneren Ub Iwerks skabte tegneseriefiguren Mickey Mouse. Den berømte mus er faktisk en videreudvikling af kaninen Osvald, som de to også stod bag, men ikke ejede rettighederne til.
Op gennem 1930erne fik Mickey Mouse selskab af vennerne Anders And, Pluto og Fedtmule. Walt Disney døde 65 år gammel i 1966, men koncernen fortsatte sit væksteventyr og er i dag blandt verdens største mediekoncerner.