Apples iPhone-alternativer vinder frem

Salget af iPhone-telefonerne fortsætter med at gå tilbage, men Apple ser nu endelig ud til at have fundet en opskrift på, hvor pengene så kan komme fra.

Apple tjener færre og færre penge på sit iPhone-salg, selv om det stadig udgør over halvdelen af hele forretningen. Arkivfoto: Jason Lee, Reuters/Ritzau Scanpix Jason Lee

Selv om Apple fortsat er dybt afhængig af sit salg af iPhone-telefoner, der fortsætter med at dykke, ser det ud til, at der er ved at komme gang i alternative indtægter.

Apples regnskab for juli-september, som kom onsdag aften dansk tid, viste igen, at overskuddet falder, sådan som det har gjort gennem nu to år. Denne gang lå det på 13,68 mia. dollars mod 14,13 mia. for et år siden, så trods tilbagegangen ruller Apple fortsat hver eneste dag 110 millioner dollars – svarende til 739 millioner kroner – i rent overskud ind i sin enorme pengetank.