Ny fibernetaftale i hus – internetkonkurrencen stiger

Aftalerne står i kø for at blive skrevet under, nu hvor internetleverandørerne endelig kan komme ind på energiselskabernes lynhurtige fibernet.

Overalt i landet graves der lysoptiske fiberkabler ned, som kan levere hurtige internetforbindelser, TV og telefoni, og der er stadig større rift om at få adgang til nettene og dermed til de kunder, som enten allerede er koblet på eller bor kort fra nærmeste mulighed for at blive det. Johan Gadegaard

Danske hjem, som allerede har eller hurtigt kan få adgang til de lynhurtige fibernet, får stadig mere at vælge imellem, når de skal på nettet – og dermed også mulighed for at skaffe sig en bedre forbindelse til en lavere pris.

Flere og flere af landets store internetudbydere underskriver nemlig aftaler om at få adgang til de fibernet, som landets energiselskaber i snart 15 år har brugt milliarder af kroner på at grave ned – i første omgang for at give landets største tele- og internetudbyder, TDC, konkurrence.