Bredbåndskometen Fastspeed rykker nu også ind på Fyn og begynder at sælge internetforbindelser i tophastighed fra 2021.
Det er den femte aftale i år, som Fastspeed, der er stiftet af tidligere TDC-/YouSee-folk, har indgået om at få adgang til de lynhurtige fibernet, som i disse år udbygges markant overalt i Danmark.
Klar fra 2021
Aftalen er indgået med Energi Fyn, som gennem 15 år har gravet fiberkabler ned til 80.000 husstande, og som fra 2021 åbner for, at andre leverandører af TV, internetforbindelser og telefoni kan købe sig adgang til at bruge fibernettet.
Fastspeed blev oprettet i foråret 2019 for at ruske op i det danske internetmarked og sikre højest mulige hastigheder til lavest mulige priser. Fastspeed har netop rundet de 40.000 internetkunder, som var det forhøjede mål for hele 2020, og har nu aftaler om adgang til TDCs kabel-TV-net og fibernet samt til energiselskaberne Ewiis, Norlys', Fibias og Energi Fyns fibernet.
Indtil nu har Waoo, som er Danmarks tredjestørste TV- og fjerdestørste internetleverandør, været den eneste, som kunder på Energi Fyns fibernet har kunnet købe forbindelser hos. Det ændrer sig med den nye aftale, og Energi Fyn forventer at få andre udbydere med ind snarest.
Skærpet konkurrence – alle vil til
Energi Fyn skal dog først gøre fibernettet teknisk klart til en åbning. Derfor kan Fastspeed først fra 2021 begynde at sælge internetforbindelser. Modsat flere andre udbydere koncentrerer Fastspeed sig om bredbåndsforbindelser og sælger hverken TV eller telefoni. Fastspeeds nærmeste konkurrenter er det TDC-ejede Hiper, som ligeledes udelukkende sælger internetforbindelser, samt Telenor, der har skruet op for sin indsats for at skaffe flere bredbåndskunder i Danmark, men sideløbende sælger mobiltelefoni og også ejer Canal Digital, som er ved at fusionere med Viasat til et nyt, fælles TV-selskab.
TDC, Telenor og Fastspeed har alle gennem det seneste trekvarte år fået aftaler hjem om adgang til de fibernet, som forskellige el- og energiselskaber gennem 15 år har brugt milliarder af kroner på at etablere. Dermed tyder alt på, at 2021 bliver året for det helt store slagsmål om de danske bredbåndskunder.