Ny direktør vil have dig til at handle oftere i Irma: »Vi skal ikke ende med, at Irma kun er til gæster og weekender«

Irma har fået ny direktør – og hendes plan er klar. Kæden skal være landets grønneste. Til gengæld må den ikke være stedet, hvor kunderne kun handler til særlige lejligheder. Men hvordan gør man Irma til valget til hverdag – og hvorfor har Danmarks ældste supermarked aldrig slået igennem i Jylland?

Direktøren i Irma, Charlotte Norby, er vokset op med kæden – som lille handlede hun med sine forældre i Irma i Birkerød. I dag er hendes lokale butik på Ordrupvej. Søren Bidstrup

For mange vil Irma være forbundet med Irmapigen og hendes kurv, kjole og blonde page. Måske også med høje priser og indkøbsture, der er den særlige lejlighed forundt.

Men Irma skal ikke kun være til weekender og gæster, lyder det fra kædens nye direktør, Charlotte Norby. Indkøb i den blå og hvide klassiker skal ske alle ugens dage.