Nu sletter Google alle dine data fra fejlslagen Facebook-konkurrent

Nedtællingen er begyndt – om to måneder bliver der trykket på knappen, og alt er væk.

Google har startet nedtællingen til Store Slettedag om to måneder efter flere dataskandaler. Arkivfoto: Toby Melville, Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Toby Melville

Du har to måneder til at redde, hvad reddes skal – ellers er det bare ærgerligt.

2. april trækker internetgiganten Google hovedstikket til sit fejlslagne forsøg på at gå Facebook i bedene, Google+. Alle profiler og alle sider vil blive slettet – et arbejde, der ifølge Google selv kan vare nogle måneder.

Lukningen kommer oven på afsløringen sidste år af først ét kæmpe sikkerhedshul, siden et andet. Google tog konsekvensen af, at Google+ aldrig nogen sinde blev en seriøs konkurrent til Facebook, som netop har rundet 15 år og ved udgangen af 2018 havde 1,52 milliarder daglige brugere, heraf 282 millioner i Europa. Ny forskning viser, at man bliver et lykkeligere menneske, hvis man også lukker for sin Facebook-konto.

Selskab Kurs Ændr. %

Alt forsvinder

Fra og med 4. februar blev der lukket for, at man kunne oprette nye Google+-profiler, -sider og -begivenheder. Alt Google+-indhold bliver slettet 2. april, også billeder og filmklip – dog ikke dem, der måtte være sikkerhedskopieret via billedtjenesten Google Photos.

Har man brugt sin Google+-konto til at logge ind på netsteder og i apps, vil de ikke længere virke. I stedet vil man kunne bruge sin almindelige Google-bruger.

Google forsøgte i en lang periode at give Google+ kunstigt åndedræt ved at tvangsoprette nye Google-brugere som også Google+-brugere, selv om de fleste næppe nogen sinde brugte det men tværtimod brugte megen tid på efterfølgende først at begrænse mest muligt, hvad Google+ kunne dele af oplysninger om én, og sidenhen få Google+-kontoen slettet, da det lod sig gøre.

Skulle man være blandt de sandsynligvis få tilbageværende Google+-brugere, og skulle man samtidig have ønsket om at bevare sine data, kan man downloade dem ved at følge Googles vejledning.

Gør man ikke selv noget, sørger Google – for en sjælden gangs skyld, vil mange mene – for, at alle ens data bliver slettet.

 

Google+ blev lanceret i 2011 og opnåede i første omgang stor succes, fordi man kunne oprette cirkler, som man kunne trække bestemte venner ind i og på den måde meget let få overblik over, hvem man delte hvad med. Facebook skruede dog op for blusset, og efterhånden som mange fandt ud af, at deres venner og bekendte ikke var på Google+, forsvandt lysten til selv at bruge det aktivt.

Et lykkeligere liv uden Facebook

Nogen vil måske overveje, at der også kunne være et liv uden Facebook. Det kan nemlig rent faktisk gøre én lykkeligere, viser ny forskning.

Forskere fra de to amerikanske universiteter, Stanford University og New York University, påpeger i den netop udgivne kortlægning »The Welfare Effects of Social Media«, at der er fordele ved at afskære Facebook fra at være en del af ens liv, skriver britiske The Guardian.

Det fører til større velbefindende, mindre politisk drama og ophidselse over at gå glip af noget, ligesom man bruger mere tid med familie og venner. Man må så tage med, at man ikke nødvendigvis er lige så opdateret om de seneste nyheder.

Studiet omfatter 2.844 Facebook-brugere, hvoraf halvdelen midlertidigt lukkede deres Facebook-konto i en måned.

Større tilfredshed med livet

»Deaktiveringen forårsagede små men betydelige forbedringer i velbefindende og særligt i den selvrapporterede glæde, tilfredshed med livet, depression og ængstelse,« konstaterer forskerne, der dagligt fik SMS-rapporteringer fra de Facebook-frie deltagere.

Flere af deltagerne fortsatte frivilligt, da forsøget sluttede, om end forskerne også slår fast, at en Facebook-fri periode risikerer at føre til overdreven afhængighed, når man atter får adgang til sin konto.

Mange har fået nok af den overdrevne årvågning og dataindsamling, som er prisen for at bruge Facebook gratis, og de mange skandalesager, som det børsnoterede, amerikanske selskab med et samlet overskud i 2018 på 22,1 milliarder dollars eller 144,2 milliarder kroner blev ramt af sidste år, har ligeledes fået mange til at opdage, at der findes et liv ude i virkeligheden, helt uden Facebook.