Den finske producent af Nokia-mobiltelefoner har sikret sig en indsprøjtning på 1,46 milliarder kroner fra blandt andre internetgiganten Google, så der hurtigere kan komme nye, bedre og billigere 5G-mobiltelefoner på hylderne.
HMD Global, som er stiftet af tidligere Nokia-ansatte, har købt rettigheden til at producere mobiltelefoner under Nokia-navnet og har fået stor opmærksomhed for både sine Android-smartphones og sine genskabelser af klassiske, nærmest ikoniske, Nokia-telefoner i den simplere udgave.
Giganter bakker op
Nu har HMD Global sikret sig 230 millioner dollar, svarende til 1,46 milliarder kroner, fra Google, den amerikanske chipgigant Qualcomm og Nokia, som i dag udelukkende producerer udstyr til mobilnet, master og antenner samt administrerer en skattekiste af patenter på helt afgørende mobilteknologi.
Indsprøjtningen er den største, siden HMD Global blev stiftet sidst i 2016.
Topchef Florian Seiche, som tidligere var direktør for Microsoft Mobiles europæiske salg, vil ikke oplyse, hvor meget de enkelte investorer har lagt i kassen, men nøjes med at sige, at hver af dem har betalt »meget betydelige dele af den samlede sum«.
HMDs første 5G-smartphone, Nokia 8.3 5G, kommer i handlen i september. Her afholdes Europas største forbrugerelektronikmesse IFA i Berlin, omend den i år er begrænset i omfang som følge af coronakrisen. I den forbindelse lancerer mange af de største elektronikproducenter de produkter, som skal trække det traditionelt store julesalg hjem.
Bedre og billigere 5G-telefoner på vej
Florian Seiche siger til nyhedsbureauet Reuters, at investeringen vil bidrage til at fremskynde HMDs udvikling af 5G-telefoner til lavere priser.
»Vi tror, at man i andet halvår af i år vil se en bredere vifte af 5G-telefoner på markedet, og vi forventer, at det sande udvalg af telefoner til midtmarkedet formentlig vil være klar i første halvdel af næste år,« siger Florian Seiche.
5G er en ny mobilteknologi, som bygger oven på dagens 4G-mobilnet, og sikrer betydeligt hurtigere dataoverførsel, stort set ingen forsinkelser i datatrafikken og en langt større kapacitet i mobilnettene – en nødvendighed, eftersom datatrafikken alene i Danmark vokser med cirka 40 procent om året.
HMDs produktion af også »gamle« Nokia-telefoner har sikret selskabet en god markedsandel i også udviklingslande, hvor man ikke har råd til at købe de stadig dyrere toptelefoner fra mobilproducenterne. Dette marked vil HMD Global fortsat gå efter.
Femtebedst sælgende mobilmærke i Danmark
Google selv producerer smartphones under navnet Pixel, men Google har valgt kun at sælge disse i meget få lande. Pixel-telefonerne bruger den rene udgave af Googles mobilsoftware, Android, som henved 86 procent af alle nyproducerede smartphones i verden leveres med. For at skille sig ud fra mængden tilpasser de største mobilproducenter – som Samsung, Sony og Huawei – brugerfladen i Android og føjer egne funktioner til.
HMDs Nokia-telefoner er det femtebedst sælgende mobilmærke i Danmark og har været det gennem længere tid. De udgør to procent af alle solgte smartphones, men blandt de stadig færre solgte »gammeldags« telefoner er HMD nummer to i Danmark med en markedsandel på 16 procent, viser tal fra analysehuset IDC Nordic, der følger teknologimarkederne tæt.