Nokia skifter topchef ud efter skuffende 5G-resultater

Den finske mobilgigant skal fra september have ny topchef. Han er hentet i energibranchen men har tidligere arbejdet for det finske nationalikon.

Nokias topchef gennem seks år, Rajeev Suri, træder tilbage til september. Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Den finske mobilgigant Nokia skifter sin topchef ud på et tidspunkt, hvor Nokia er presset på den nye, lynhurtige 5G-mobilteknologi af både kinesiske Huawei og svenske Ericsson.

Rajeev Suri, som har stået i spidsen for Nokia, siden hele mobilforretningen blev solgt fra til Microsoft for seks år siden, træder 1. september tilbage og afløses af Pekka Lundmark, som er topchef for det finske energiforsyningsselskab Fortum. Rajeev Suri var tidligere topchef for Nokia Siemens Networks (NSN).