»Netflix-opskrift« skal give mere vind i sejlene til danske lyd- og e-bøger

Den danske pioner Mofibo skal udnytte familiebåndene med forlaget People’s Press til at skille sig ud hos de lydbogselskende danskere, samtidig med at et nyt og billigere abonnement skal give bedre tag i de unge, fortæller den østrigske koncernchef til Berlingske. Han opfordrer danske politikere til at sænke momsen på bøger for at få flere til at læse og lytte.

Konkurrencen er blevet hårdere, men Storytel/Mofibos østrigske topchef, Johannes Larcher, ser store muligheder i et endnu tættere samarbejde mellem koncernens danske bogforlag og e- og lydbogstjenesten. Mattias Bardå/Storytel

Opskriften er som lånt fra Netflix: Giv folk noget, som de udelukkende kan finde her – sammen med alt det øvrige, som de også godt vil have men måske nok kan finde andre steder. Kobl en succesrig leverandør af konstant nye titler på som forstærkning. Så er det her, man bliver ved med at være – og bliver ved med at betale abonnement.

At det virker, ved Johannes Larcher. Østrigeren har nu siddet 14 måneder som topchef for den svenske e- og lydbogstjeneste Storytel, som i Danmark ejer Mofibo og forlaget People’s Press.