Nationalbanken sender klar besked til banker: I er ikke godt nok forberedt til værste scenarie

Flere tab på coronaudsatte kunder kan vise sig i den kommende tid, og bankerne bør fortsat være tilbageholdende med udbyttebetalinger, lyder det fra Nationalbanken.

I en pludselig og kraftig nedgang vil enkelte store banker overskride bufferkravet til deres kapital, advarer Nationalbanken med Lars Rohde i spidsen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Både små og store danske banker bryder med kravene til deres kapitalbuffere i en pludselig og kraftig nedgang.

Det viser Nationalbankens halvårlige stresstest, som er blevet et væsentligt værktøj, når myndighederne skal vurdere bankernes modstandsdygtighed over for økonomiske tilbageslag.

Den gode nyhed i stresstesten er, at de fleste banker overholder kravene til deres kapital i recessionsscenarierne. En af årsagerne er, at de fleste banker over det seneste år har forøget deres kapitaloverdækning, blandt andet som følge af at de i 2020 ikke har betalt udbytter eller foretaget aktietilbagekøb.

Den dårlige nyhed er dog, at nogle banker bryder med kravene til deres kapitalbuffere i stresstesten, som tager udgangspunkt i tre scenarier: et grundforløb samt to recessionsscenarier.

Grundforløbet følger Nationalbankens prognose for dansk økonomi, mens recessionsscenarierne begge tager udgangspunkt i en global nedgang, hvor eksportmarkedsvæksten reduceres, og der sker betydelige fald i BNP og huspriser, mens arbejdsløsheden stiger. I det tidlige recessionsscenarie falder BNP med 3,4 procent, mens arbejdsløsheden stiger med 5,4 procentpoint over en treårig periode.

»Enkelte systemiske banker, (storbanker, red.) overskrider kravene til deres kapitalbuffere i det tidlige recessionsscenarie. Samlet mangler de systemiske banker cirka 12,5 milliarder kroner for at opfylde bufferkravene,« konkluderer Nationalbanken, der ikke vil pege fingre ad konkrete banker.

Gult lys

Også enkelte af de ikkesystemiske banker – mindre banker – vil bryde med bufferkravene i det hårde recessionsscenarie, viser stresstesten. I 2023 vil de samlet mangle cirka 750 millioner kroner for at opfylde alle bufferkrav. Brud i denne størrelsesorden vurderes dog ikke at udgøre en trussel mod finansiel stabilitet.

CBS-professor Jesper Rangvid har tidligere stået i spidsen for at undersøge årsagerne til finanskrisen. Han mener, at resultaterne af Nationalbankens seneste stresstest er bemærkelsesværdige.

»Der er selvfølgelig grund til at holde øje, når både flere storbanker og mindre banker kan komme til at køre over for gult lys, altså bryde med kravene til deres kapitalbuffere. Det er dog ikke sådan, at Nationalbanken ligger søvnløs om natten, fordi det er trods alt ikke rødt lys, som bankerne kører over for,« siger Jesper Rangvid.

Opfordring: Hold igen med udbytter

Hvis bankerne overskrider deres bufferkrav, indtræder en række begrænsninger, blandt andet i forhold til udbyttebetalinger og betaling af rente på hybride kapitalinstrumenter.

»Det kan yderligere svække bankernes mulighed for at hente ekstern finansiering på de finansielle markeder, hvor finansiering i forvejen er svært tilgængelig,« advarer Nationalbanken.

Bankerne er indtil nu sluppet nådigt igennem coronakrisen. Siden de milliardstore hjælpepakker trådte i kraft, har væksten i udlånet været moderat, og indlånet er steget.

Men usikkerheden er fortsat meget stor, og institutterne bør være tilbageholdende med at planlægge udbyttebetalinger, lyder opfordringen fra Nationalbanken. Det skyldes, at flere tab på coronaudsatte kunder kan vise sig i den kommende tid.

»I takt med at de statslige hjælpepakker udfases, kan kreditinstitutternes tab stige, og kreditkvaliteten på deres udlån svækkes. Det er vigtigt, at institutterne løbende sikrer, at de har hensat tilstrækkeligt til at håndtere den forværrede situation,« lyder det.

Stresstestens scenarier er hårdere end normalt, men knap så hårde som i foråret, fordi usikkerheden ifølge Nationalbanken – trods alt – er mindre nu.