Det har aldrig været regeringens forslag at bevare 56.000 avlsdyr til en genetikbank for på sigt at kunne opretholde den danske minkproduktion. Og det er heller ikke den rette vej at gå, fastslår fødevareminister Mogens Jensen (S) på Twitter.
Flere medier skrev ellers i går aftes og her til morgen, at regeringen foreslog at bevare 56.000 avlsdyr, så man kunne videreføre minkbranchen efter coronakrisen. Det skete, efter Mogens Jensen i går slog fast over for TV Midtvest, at muligheden for at bevare 56.000 avlsdyr var »til stede«.
Men forslaget om at bevare en bestand på 56.000 mink var slet ikke regeringens eget, men derimod en risikovurdering, som Dansk Veterinær Konsortium (DVK) havde udarbejdet, fordi flere partier havde efterspurgt den. Der var altså ikke tale om et decideret forslag fra regeringen, fastslår Mogens Jensen nu.
Ministeren stillede sig ellers positiv over for forslaget.
»Regeringen er fuldstændig åben over for muligheden for at bevare genetisk materiale på en måde som jeg beskrev tidligere (risikovurderingens rammer, red,) sådan at minkproduktionen på et tidspunkt kan tages op igen i Danmark,« lød det fra Mogens Jensen ifølge Jyllands-Posten.
Men nu afviser regeringen forslaget og holder fast i sin oprindelige strategi, der som bekendt handler om at slå samtlige mink i Danmark ned.
Vakte kritik
Politikere såvel som minkbranchen havde ellers opfattet forslaget som værende ministerens, og både politikere og minkbranche nåede at rette skarp kritik af forslaget.
Fra en fynsk minkavler lød det blandt andet, at 56.000 avlsdyr slet ikke var nok til at sikre branchens overlevelse.
»Det er endnu et udtryk for den slingrekurs, der har været i minksagen hele vejen igennem fra myndighedernes side. Dels er det for sent at komme med et sådant forslag nu - mangle avlsdyr er allerede slået ihjel - dels batter det ingen steder, hvis tanken er, at minkavl igen skal være tilladt fra 2022,« sagde minkavler Jens Jørgen Madsen til fyens.dk tidligere på dagen.
Det, som flere troede var Mogens Jensens forslag, blev præsenteret, efter regeringen sidste onsdag erklærede, at alle mink skulle slås ned for at begrænse covid 19-smitte. Som konsekvens af den strategi er store dele af den danske minkbesætning allerede blevet slået ned. Hos Venstre mente man derfor, at forslaget kom alt for sent.
»Hold nu kæft, hvor er det groft. Først siger statsministeren: Alle mink skal aflives – også avlsdyr. Så siger fødevareministeren, efter at nedslagtningen er godt i gang: nej vent – I kan godt beholde nogle alligevel. Hvad sker der?« skrev Venstres Jan E. Jørgensen på Twitter tidligere i dag.
Ulovlig ordre
Dermed tager sagen en ny drejning, efter det søndag stod klart, at Fødevarestyrelsens oprindelige ordre om, at alle mink i Danmark skulle slås ned, var ulovlig. Myndighederne havde nemlig kun lovhjemmel til at beordre mink inden for en risikozone aflivet.
Den ansvarlige minister - fødevareminister Mogens Jensen - måtte efterfølgende gå ud og beklage forløbet over for minkavlerne, og den ulovlige ordre fra Fødevarestyrelsen blev sidenhen rettet til en opfordring.
»Men jeg erkender åbent, at det var en fejl, og det beklager jeg, ikke mindst over for de mange minkavlere, der knokler derude nu for at løse en opgave, der er uhyre vigtig for vores folkesundhed,« sagde Mogens Jensen til TV Avisen ifølge Berlingske.
Regeringens håndtering har vakt skarp kritik fra Folketingets partier, der nu har krævet en uvildig undersøgelse af forløbet. Den forventes at ligge klar på onsdag.