25 danske specialleverandører af udstyr og foder til minkfarmene går nu på barrikaderne i et forsøg på at sikre sig kompensation for den de facto-nedlukning, som de står overfor i kølvandet på nedlukningen af den danske minkavl.
Virksomhederne, hvoraf mange til daglig er konkurrenter, gik torsdag sammen om at danne en helt ny brancheforening, Det Danske Minkerhverv.
»Vi føler os helt overhørt i den kaotiske debat om aflivningen af mink. Men når minkene forsvinder, forsvinder vores forretningsgrundlag også helt og aldeles. Ligesom med minkavlerne er det rimeligt, at vi kræver kompensationsordninger, som svarer til de fulde kompensationer eller eksproprieringer, som minkavlerne er blevet lovet,« siger Casper Spanner, der er adm. direktør for Jasopels i Bording i Midtjylland, og sammen med konkurrenten Hedensted Gruppen initiativtager til den nye brancheforening.
Eksportmarked oversvømmes af brugt udstyr
Casper Spanner afviser, at underleverandørerne kan få en ny forretning ud af at eksportere deres udstyr til udlandet.
De danske underleverandører til minkbranchen er ifølge Casper Spanner specialiserede med særlig fokus på det danske marked. Danske minkavlere har haft anderledes behov for udstyr end andre landes minkavlere, fordi der har været en høj grad af effektivisering og automatisering.
I andre lande, hvor arbejdskraften er billigere, har der ikke været samme incitament til at udvikle nye teknologiske løsninger. Det samme gør sig gældende i forhold til de krav til miljø og dyrevelfærd, som bliver stillet i Danmark. Alene af den grund vil det være svært at finde et marked for nyt, avanceret udstyr uden for Danmark, siger han.

Og skulle nogle have lyst til at købe dansk udstyr, så kan de bare gå på brugtmarkedet i den kommende tid.
Nedlukningen af 1.139 danske minkfarme betyder, at fodermaskiner, pelsmaskiner, haller, inventar og alt andet materiel nu bliver udbudt til spotpriser på verdensmarkedet.
»Vores eksistensgrundlag er revet væk, og eksportmarkedet vil ikke længere være profitabelt. Det kan godt være, at politikerne tror, at vi bare kan sælge vores produkter til udlandet. Men helt ærligt: Om ti dage står 1.139 danske minkfarme tomme og er parate til at sælge alt det brugte udstyr til højestbydende. Så der bliver ikke brug for vores produkter på verdensmarkedet i mange år,« siger Casper Spanner.
Alt er værdiløst
Til gengæld står underleverandørerne tilbage med medarbejderforpligtelser, specielle produktionsanlæg, IT-systemer samt udgifter til lejemål og varelagre for samlet set mere end én milliard kroner, har den nye brancheforening opgjort.
De senere år har virksomhederne samtidig investeret anslået 120 mio. kr. i udvikling af nye produkter til den danske minkbranche. Det er alt sammen værdiløst, mener Casper Spanner.
Dertil kommer indvirkningen på andre brancher. Fiskeindustrien står for eksempel pludselig med tonsvis af fiskeaffald, som de skal finde nye aftagere til, og det samme gælder fjerkræbranchen, som også har leveret slagteriaffald til minkfoder.
Kompensation eller konkurs
Ifølge Casper Spanning er der to muligheder for branchens virksomheder. Enten får de en rimelig kompensation, eller også vil bankerne formentlig trække stikket til virksomhederne.
Lige nu bliver underleverandørerne ikke omtalt i forbindelse med de igangværende forhandlinger om kompensation i minkavlerne. I slutningen af oktober i år – inden den totale nedlukning af erhvervet blev en realitet – havde regeringen ganske vist lovet kompensation til minkbranchens følgeindustri og anslog, at det kunne løbe op i 140 mio. kr.
»Men det er helt andre tal, vi taler om nu. De 140 mio. dækker jo nærmest kun min virksomhed,« siger Casper Spanner.
Han mener, at hele forløbet omkring minksagen viser, at politikerne mangler viden om, hvordan det ser ud ude i virkeligheden. Han opfordrer politikerne til at inddrage følgeindustrien i forhandlingerne om kompensation. Den nye brancheforening er klar til at bidrage med viden og økonomisk indsigt, skriver foreningen i en pressemeddelelse.