Mobilsalget i Kina faldt med seks procent i marts

Verdens største mobilmarked går tilbage for fjerde måned i træk. Det rammer især store mærker som Samsung og Apple.

Kineserne bruger flittigt deres telefoner, men også på verdens største mobilmarked falder salget – nu for fjerde måned i træk. Arkivfoto: Wang Zhao, AFP/Ritzau Scanpix WANG ZHAO

Mobilsalget på verdens største mobilmarked, Kina, faldt igen i marts med seks procent sammenlignet med sidste år. Det er fjerde måned i træk, hvor salget går tilbage.

I marts blev der i Kina solgt 28,4 millioner mobiltelefoner mod 30,2 millioner i marts 2018, viser tal fra Kinas Akademi for Informations- og Kommunikationsteknologi (CAICT). I februar faldt mobilsalget til det laveste i seks år og lå 19,9 procent lavere end i februar 2018.