Minkformand afviser kritik af størrelsen på erstatning: »Det bunder i uvidenhed«
Formanden for Kopenhagen Fur og Danske Minkavlere forstår ikke kritikken af den erstatning, der nu tilfalder minkavlerne. Han mener ikke, at kritikerne har sat sig ind i branchens størrelse.
Formand for Kopenhagen Fur Tage Pedersen mener ikke, at de 18,5 milliarder kroner, som skal betales i erstatning til danske minkavlere, er et videre stort beløb situationen taget i betragtning. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Beløbet har imidlertid vakt stor harme og furore på sociale medier og i visse politiske kredse. Her mener mange, at der er tale om en overkompensation, og at minkavlerne uden grund bliver forgyldt.
Den kritik preller af på Tage Pedersen, der er formand for foreningen Danske Minkavlere og bestyrelsesformand i Kopenhagen Fur. Han mener, at kritikken »bunder i uvidenhed«.
»Jeg ved godt, hvorfor folk tænker sådan. Det er, fordi de ikke forstår omfanget af det her indgreb,« siger han.
Minkformanden henviser til, at der blandt andet skal eksproprieres 1.100 minkfarme med store anlæg, verdens største auktionshus og en hel følgeindustri.
»Derudover er det erstatning for de dyr, som blev smidt væk i efteråret, og for den fremtidige indtjening. Jeg synes ikke, at beløbet er særlig stort,« siger Tage Pedersen.
»Selvfølgelig er det en stor opgave at ekspropriere et helt erhverv, og det har vi stor forståelse for,« siger Tage Pedersen.
Nu er erstatningen så på plads, men alligevel tør Tage Pedersen ikke række armene i vejret.
Der ligger stadig et meget stort administrativt arbejde i at få udmålt og udbetalt penge til de enkelte minkavlere. Hvordan erstatningen stiller Kopenhagen Furs økonomi, har han heller ikke et overblik over.
»Vi har lært på den hårde måde, at man ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt,« siger Tage Pedersen og tilføjer:
»Det her er ikke et punktum. Det sætter vi først, når den sidste minkavler har fået udbetalt erstatning.«
Aftalen indeholder mulighed for, at minkavlerne kan gå i dvale og genoptage erhvervet, når dette på ny bliver muligt. Tage Pedersen er dog ikke i tvivl om, hvad fremtiden byder på for landets minkavlere.
»De skal finde sig et andet arbejde, for erhvervet genopstår ikke. Det er lukket for altid.«
Del:
Andre læser også
Danmark
Minkavler tvivler på comeback i 2022: Det ser svært ud
Kronikker
Der er enormt potentiale i et landbrug uden dyr - men det er småt med den politiske opbakning
Politik
Journalister afskæres fra aktindsigt i sag om minkaflivning