Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Microsofts nyeste stik i kampen mod Apples iPad og Googles Chromebook-PCer er den nye, billigere, mindre og lettere Surface Go - en såkaldt 2-i-1-computer, hvor skærmen kan bruges separat som en tablet.
Surface Go har en skærm på blot 10 tommer. Det er samme størrelse som iPaden og konkurrerende tablets og dermed den mindste af de Surface-computere, som Microsoft for nogle år siden begyndte selv at producere, og som har solgt godt.
Windows er det hemmelige våben
Microsofts »hemmelige« våben er nemlig, at Surface-computerne - også den nye Surface Go - kører med Microsofts Windows 10 som styresystem, og dermed kan kendte programmer som bl.a. Microsofts egen Office-kontorpakke med Word, Excel og Powerpoint køre på den. Det kan de ikke på hverken en iPad, en Galaxy Tab fra Samsung eller en Chromebook-letvægtscomputer fra Google. Her findes de kun i neddroslede netudgaver uden den fulde funktionalitet, som Office-brugerne er vant til. Microsoft har da også opfundet et nyt slogan til den: »Bygget til Office 365«.
Prisen på den nye Surface Go, der blot vejer 522 gram og er 8,3 millimeter tyk, er omkring halvdelene af den hidtil billigste Surface Pro-model, nemlig på 3.500 kroner for udgaven, der ikke har eget SIM-kort til mobilnettet men klarer sig med trådløs adgang.
De tidligere Surface-PCer, hvor tastaturet også har kunnet tages af, har været lidt større og dermed fungeret som »ægte« PCer. Surface Go er på størrelse med de gængse tablets, som der sælges flest af. Man kan dog også købe tablets med skærme på 7 eller 8 tommer, så de er lettere at have med rundt, men hvor man så giver køb på overskueligheden, hvis man f.eks. læser e-aviser eller skal have større dokumenter på skærmen.
Microsoft er blevet mere aggressiv
»Microsoft bliver mere aggressiv med Surface-mærket. Det er et logisk træk at gøre Surface-konceptet mere tilgængeligt,« konstaterer analytiker Geoff Blaber fra CSS Insight over for det britiske dagblad, The Guardian.
Surface Go fungerer som en almindelig PC i kraft af Windows 10, således at man kan arbejde i mange programmer samtidig i separate vinduer. Det kan man også kun i beskedent omfang på en Apple-iPad eller på diverse tablets med Googles mobilstyresystem Android. Det er den let neddroslede Windows 10 S-version, der ligger på, men man kan - mod betaling - opgradere til en normal Windows 10-udgave.
Ligesom forgængerne har Surface Go en bagklap, så skærmen kan stå i en vinkel på 165 grader. Microsoft har lanceret en separat, digital pen, som skal tilkøbes.
Surface Go er udstyret med de nye USB-C-stik, som er ens, uanset hvordan man vender kablet. Den »ægte« bærbare PC Surface Book 2, som Microsoft lancerede i december, var den første, der havde det nye stik.
Surface Go kan købes i to udgaver: en med 4 gigabyte RAM-arbejdshukommelse og 64 gigabyte lagerplads, en anden med 8 GB RAM og 128 GB lagerplads.