Selv om toptelefonerne fra de fleste producenter nu let runder de seks tommer i størrelse, er der stadig plads til nyskabelser på tabletfronten.
Kinesiske Huawei, der er verdens tredjestørste mobilproducent efter Samsung og Apple, lancerede søndag på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i det nordøstlige Spanien sin nye MediaPad M5, hvis mål er at være bedst til såvel underholdning som arbejde.
Ny toptelefon om en måned
Huawei sender først sin kommende toptelefon, formentlig under navnet P20, på markedet efter en præsentation i Paris om en måned - måske for ikke at drukne i nyhedsmængden i Barcelona og måske for at vinde lidt tid til den sidste finpudsning af detaljerne.
MediaPad M5 kommer i to størrelser, 8,4 og 10,8 tommer, og følger dermed nogen lunde det velkendte mønster for tablets. Den har især fået en opgradering på lydsiden i erkendelse af, at mange tablets på grund af de lidt større skærme præcis bruges til at se film og TV på, hvilket stiller voksende krav til, at også lyden er i orden. Den lille MediaPad M5 har to højttalere, den store fire, og begge har lyd i høj opløsning (teknisk kaldet Hi-Res).
Samtidig lancerer Huawei en såkaldt 2,5D-skærm - en mellemting mellem en flad 2D-skærm i to dimensioner og en buet 3D-skærm i tre dimensioner. Det kendes fra smartphoneverdenen, men hidtil har det ikke været set på de meget større tabletskærme.
Digital pen
Endelig har Huawei sin egen, digitale pen, M-Pen, klar til en særlig professionel udgave af 10,8-tommerudgaven af MediaPad M5. Pennen skal kunne bruges til at tegne og skrive direkte på skærmen med og afspejle en naturlig pen, som skifter aftryk, afhængig af hvor hårdt man presser den mod papiret. M-Pen klan også bruges som klassisk mus, ligesom Huawei har pillet lidt i Googles Android-mobilstyresystem, så skærmen kan få et udseende som på en stationær PC med menulinie i bunden, ligesom man kan have flere vinduer åbne på samme tid.
Tabletsalget har igennem flere år været på retur, presset af voksende mobiltelefoner nedefra og de mange flere 2-i-1-PCer, hvor skærmen kan tages af en ellers fuldblods bærbar computer, oppefra. Der bliver dog stadig solgt millioner af dem, så markedet holdes ved lige og forsøges udvidet, selv om det er op ad bakke.
MediaPad M5 har i 8,4-tommerudgaven fire gigabyte RAM-arbejdshukommelse og lagerplads fra 32 til 128 gigabyte. Skærmopløsningen er på 2.560 x 1.600 pixler, styresystemet er det nye Android 8.0 (også kaldet Oreo) med Huaweis egne tilpasninger ovenpå, frontkameraet klarer otte megapixler i opløsning, bagkameraet 13, og det er Huaweis egen Kirin 960-processor, der leverer hestekræfterne i de 316 gram udstyr.
10,8-tommerudgaven ligner lillebroderen på stort set alle punkter men vejer 498 gram.
