Microsoft: Bliv hjemme og arbejd resten af måneden

Teknologigiganterne rammes nu direkte af dønningerne fra coronavirussen. En ansat hos Amazon og en hos Facebook har fået smitten konstateret, og endnu en stor teknologimesse smuldrer efter massive afbud.

Storbyen Seattle i det nordvestlige USA er det hårdest ramte område af landet med coronavirustilfælde. Senest har Microsoft, som har sit hovedkontor her, bedt flest muligt ansatte om at blive hjemme og arbejde defra for at stoppe spredningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK RALSTON

Microsoft har bedt sine ansatte i og omkring hovedkontorerne i Seattle og i IT-mekkaet Silicon Valley nær San Francisco om såvidt muligt at arbejde hjemmefra frem til 25.marts.

Dermed indskriver softwaregiganten sig blandt det voksende antal amerikanske selskaber, som på den måde forsøger at undgå, at den frygtede coronavirus spreder sig.

En ansat hos Amazon og en hos Facebook er smittet

»Disse skridt vil bidrage til din sikkerhed og også gøre arbejdspladsen sikrere for dem, som er nødt til at være her,« skriver Kurt DelBene, som er Microsofts ansvarlige på området, til de ansatte, efter at antallet af smittede med coronavirus i Seattle-området i det nordvestlige USA steg til 39, mens ti er døde.

Seattle er det hårdest ramte område i USA. Her har også bl.a. internetgiganten Amazon hovedkontor. Amazon bekræftede tirsdag, at en ansat er blevet ramt af coronavirus og er i karantæne.

Det børsnoterede, sociale netværk Facebook bekræftede torsdag, at en ansat ved Facebooks kontor i Seattle har fået coronavirus, hvorfor Facebook har lukket kontoret frem til 9. marts og bedt alle om at arbejde hjemmefra indtil udgangen af marts.

Aflys alle rejser og hold 1,8 meters afstand

De Microsoft-ansatte, som er nødt til at møde på arbejdspladsen, er bl.a. dem, der er ansat i Microsofts datacentre og i Microsofts butikker. Microsofts nye retningslinier til dem er, at de skal begrænse længerevarende tættere samvær med andre mennesker og helst holde sig mindst 1,8 meter væk.

Microsoft har samtidig bedt sine ansatte om at aflyse alle forretningsrejser til Seattle og San Francisco, »medmindre disse er afgørelsen for, at Microsoft kan arbejde videre«. Rejseforbuddet gælder også til områder, hvor coronavirussen har ramt hårdt, heriblandt Europa, Asien og Sydamerika. Alle ansatte har fået at vide, at ingen skal rejse, hvis de er bekymret for det.

iPhone-producenten Apple, streaminggiganten Netflix og Facebook har valgt at aflyse deres deltagelse i den store teknologi- og musikfestival South by Southwest (SXSW), som holdes 13.-22. marts i Austin i den amerikansk sydstat Austin. Aflysningerne kommer som følge af frygten for coronavirus.

Facebook giver WHO gratis annoncer

Internetgiganten Google har aflyst sin årlige kæmpekongres for udviklere Google I/O, Facebook har aflyst sin udviklerkongres F8, og IT- og rådgivningsgiganten IBM valgte onsdag at omlægge sin udviklerkonference IBM Think 2020 til at blive en onlinebegivenhed i stedet, hvor alle oplæg streames i stedet for at blive præsenteret foran et stort publikum.

Facebook gav torsdag FNs verdenssundhedsorganisation WHO adgang til at kunne bruge lige så mange gratis annoncer, som WHO skønner nødvendigt, for at sikre, at brugerne ikke bliver ramt af misinformation og falske nyheder om coronavirussen, dens risici, og hvordan man bør reagere, meddelte Facebooks topchef og stifter Mark Zuckerberg.