Den kinesiske telegigant Huawei skal levere en tydelig forsikring om, at telefondata fra deres kunder ikke risikerer at blive brugt af den kinesiske stat. Det konstaterede den tyske forbundskansler Angela Merkel tirsdag under et besøg på Keio Universitet i Japan.
Det skriver CNN.
Under besøget lagde kansleren vægt på, at diskussionen om Huawei og andre lignende selskaber lige nu bølger højt i Tyskland, og at det derfor er nødvendigt at have »sikkerhedsforanstaltninger« mod datamisbrug, hvis firmaerne skal levere deres ydelser i Tyskland. Det gælder særligt Huawei, og den tyske regering overvejer, om firmaet skal have lov til at levere udstyr til udbygningen af landets mobilnetværk.
»Vi skal tale med Kina for at sikre, at virksomhederne ikke videregiver data, der kan bruges af den kinesiske stat,« sagde Merkel.
Merkels udtalelse kommer i hælene på en række sager, der har ramt virksomheden. Huawei er tidligere blevet mistænkt for at videregive personlige informationer om dets brugere til den kinesiske stat, hvilket har affødt spionageanklager fra USA. Flere lande har som reaktion lukket døren i for Huawei, herunder Frankrig, Australien og USA.
Også i Danmark er Huawei kommet under luppen, og flere partier på Christiansborg ser med alvor på spionageanklagerne, som Berlingske tidligere har beskrevet.
I Tyskland understreger Deutsche Telekom (DTEGY) i en officiel meddelelse, at man tager Huaweis opførsel samt Angela Merkels udtalelser »meget alvorligt,« ifølge CNN.
Huawei har ikke kommenteret på kanslerens udmelding, men presset fra andre vestlige lande har tidligere skabt bekymring hos virksomheden, der afviser enhver anklage om at videregive data til den kinesiske regering. Udvidelsen af Tysklands mobile netværk er vigtigt for selskabet, og hvis Merkels regering vælger at boykotte firmaets ydelser, vil det betyde et stort økonomisk tab for Huawei.
»I de kommende år vil den generelle situation ikke være så optimistisk, som vi forestillede os. Vi skal forberede os på vanskeligheder,« sagde Huaweis grundlægger Ren Zhangfei i november.