Medie: Ærkerivaler overvejer at slå sig sammen i ai-satsning 

Apple diskuterer nu et større samarbejde om kunstig intelligens med en af de største konkurrenter på markedet. 

Apples topchef, Tim Cook, ved præsentationen af integration af kunstig intelligens i en række styresystemer til virksomhedens produkter tidligere på måneden i Cupertino, Californien.  Nic Coury/AFP/Ritzau Scanpix

Apple forhandler om et samarbejde med techgigant-rivalen Meta – selskabet bag Facebook, Instagram og WhatsApp – som handler om kunstig intelligens. 

Det skriver The Wall Street Journal og Reuters.

Det kommer frem i kølvandet på Apples planer om at tilføje teknologi fra andre ai-virksomheder til deres enheder. 

Apple forventes også at diskutere partnerskaber med andre ai-virksomheder i forskellige regioner som Kina, hvor selskabet bag ChatGPT, OpenAI, er forbudt. 

Der er blandt andet tale om ai-selskabet Anthropic, som har været i dialog med Apple om et muligt samarbejde. 

Drøftelserne med Apple er ikke slut, og derfor er det ikke sikkert, at der kommer et samarbejde ifølge The Wall Street Journal. 

Større ai-satsning

Tidligere på måneden løftede Apple sløret for en større satsning inden for kunstig intelligens, som skal integreres i en række produkter som iPhone, iPad og MacBook. 

Et nyt system ved navn Apple Intelligence, som udarbejdes i samarbejde med OpenAI, skal tilføjes til de forskellige Apple-enheder. Det skal gøre det nemmere for forbrugeren at navigere i produkterne. 

Derudover vil Apples stemmeassistent, Siri, blive mere samtaleorienteret og brugerdefineret. Det nye system vil tillade Siri at trække på viden fra ChatGPT. 

Apple har kæmpet med en svækkelse af den globale efterspørgsel på iPhones og rapporterede i sidste måned endnu et fald i omsætningen. Presset på techgiganten er desuden i længere tid vokset for at levere nye ai-tilbud. 

Aktuelt står en Apple-aktie til 207 dollar, og kursen er steget med knap ti procent i den seneste måned. 

Metas aktie står til 494 dollar og er den seneste måned steget med tre procent.