Private virksomheder skal spille en central rolle i at få verden ud af de økonomiske vanskeligheder, som coronapandemien har skabt. Det forklarer FNs generalsekretær i et usædvanligt interview, hvor spørgsmålene ikke kommer fra en journalist, men fra topchefen i Mærsk, Søren Skou.

António Guterres, der har været øverste chef i FN siden 2016, svarer blandt andet, at private virksomheder netop nu har et stort ansvar.

»De input, som private virksomheder kan give om denne krise, er efter min mening de vigtigste. Vi skal nu mobilisere den private sektor til at støtte os og bringe deres ekspertise videre ud til vores aktiviteter,« siger Guterres.

Interviewet er kommet i stand efter en henvendelse fra FN til Mærsk. Årsagen er sandsynligvis, at Mærsk er en nøglespiller i verdenshandlen og blandt andet transporterer 20 procent af alle varer, der bliver transporteret ad søvejen. Derfor skal den danske virksomhed spille en vigtig rolle i at få løftet den verdensøkonomi, der er i skrøbelig tilstand efter et år med coronasmitte og lavere aktivitet.

Året har budt på store omvæltninger i de normale forbrugsmønstre med de mange begrænsninger, der er i forhold til at gå på restaurant, til koncert eller at rejse. Nogle virksomheder er kommet godt igennem krisen og har ligefrem haft fremgang, men de fleste kæmper med de mange udfordringer, som krisen har skabt.

Mærsk har haft et overraskende pænt år, fordi forbrugerne ikke har brugt penge på oplevelser, men i stedet har efterspurgt fladskærme, nye sko og meget andet – varer, som den danske virksomhed typisk transporterer til Europa og USA fra asiatiske lande.

António Guterres forklarer, at mange organisationer kan lære meget af, hvor effektive private virksomheder ofte er, og hvor hurtigt de kan reagere på nye udfordringer.

»Jeg føler altid, at vi skal lære af, hvordan den private sektor hele tiden bliver mere omkostningseffektive, og hvordan man hurtigt kan reagere på ændringer,« siger António Guterres.

Guterres var Portugals premierminister fra 1995 til 2002. Fra 2005 og ti år frem var han FNs flygtningehøjkommissær.

»Min erfaring med hjælpearbejde er, at det bedste, vi kan få fra den private sektor, er den ekspertise, som den private sektor besidder. Eksempelvis brugte vi Microsofts software til at hjælpe verdensborgere i afsidesliggende egne, og dette var langt mere vigtigt end de penge, som Microsoft kunne give os,« forklarer Guterres.

Søren Skou spørger i interviewet specifikt til, hvilken rolle verdens transportvirksomheder vil få for at få økonomierne tilbage på sporet. Mærsk-chefen har tidligere udtrykt bekymring for udviklingen i verdenshandlen.

Briterne er på vej ud af EU, og i USA har amerikanerne med Donald Trump i fire år haft en præsident, som har talt for mere protektionisme, har kritiseret markedsøkonomien og har brudt med de traditionelle ideer om frihandel, der er kommet fra den anden side af Atlanten.

António Guterres er ikke i tvivl om, at begrænsninger på handel kun fører noget dårligt med sig. Frihandel er blevet endog endnu vigtigere i en tid, hvor landene skal ud af en krise.

»Frihandel er afgørende for velstand. Jeg er bekymret for udviklingen af forskellige former for protektionisme og isolationisme, som efter min mening kan ændre den rolle, som handel kan skabe i at accelerere genopretningen. Det er afgørende at bekæmpe alle former for nationalisme, populisme og tanker om, at det er bedre for lande at isolere sig, og om at handel kan underminere jobskabelse. Sandheden er, at handel skaber job,« siger Guterres.

Hans håb er, at de store private virksomheder gør alt, hvad de kan, for at presse de regeringer, som ser isolationisme som et våben i krisens næste fase.

»Handel er afgørende for økonomisk vækst over hele kloden, og derfor skal handel være en central del af genopretningen. Jeg kan kun opfordre den private sektor til at være meget stærk i presset for at få regeringerne til at bekæmpe protektionisme og isolationisme. Det giver ingen mening på nogen måde, og det vil kun forværre situationen,« siger generalsekretæren.

Guterres overtog embedet som generalsekretær for FN, da Ban Ki-moons embedsperiode udløb med udgangen af 2016.