Mærsk og Total i frontalangreb på Skatteministeriet om det sorte guld: Skat er på »cherry-picking«

En langvarig strid med Skatteministeriet, der kan koste A.P. Møller - Mærsk og Total en skatteforhøjelse på over ti milliarder kroner, er i al ubemærkethed endt i retten. Som det første medie kan Berlingske nu løfte sløret for striden, der handler om Mærsks tidligere olieforretning, som franske Total købte i 2017. Det er den hidtil største sag om transfer pricing i Danmark.

Mærsk havde gennem mange år en forrygende olieforretning i Qatar. Al Shaheen-feltet i havet ud for Qatar viste sig at rumme store olieforekomster. Nu vil Skat have en større del af kagen. Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)

Danmarks største virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, har i al ubemærkethed kastet sig ind i et storstilet forsvar af 11 års selvangivelser – og dermed skattebetaling – i den nu frasolgte olieforretning, Maersk Oil.

Skatteministeriet forlanger en langt hårdere beskatning af indtægterne fra Mærsks store olieeventyr over en 11-årig periode fra 2006 til 2016, og det rammer også den franske oliegigant Total, som købte olieselskabet i 2017.