Mærsk forudser stor nedgang i transport: »2020 er utvivlsomt et udfordrende år«

A.P. Møller-Mærsk slår for­vent­nin­ger­ne til årets første kvartal, viser nyt regnskab. Men udsigterne til 2020 er dystre, og selskabet forventer et fald i de samlede containervolumener på op mod 25 procent i andet kvartal.

A.P. Møller-Mærsks adm. direktør, Søren Skou, fremlagde onsdag regnskab for første kvartal. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv om A.P. Møller-Mærsk kommer ud af første kvartal med vækst i både omsætning og indtjening, er forventningerne til 2020 dystre.

Den danske shipping- og logistikkoncern forudser et fald i de samlede containervolumener på 20-25 procent i andet kvartal og melder om fortsat lav sigtbarhed.

»2020 er utvivlsomt et udfordrende år, men eftersom vi konstant tilpasser os efterspørgslen og fortsat viser fremgang i vores transformation og finansielle resultater, så er vi godt rustede til at ride stormen af,« siger adm. direktør Søren Skou i en kommentar til regnskabet.

Han peger på, at sigtbarheden forbliver lav i andet kvartal på grund af coronakrisen.

»Vi fortsætter med at servicere vores kunder og opretholde deres forsyningslinjer, men eftersom den globale efterspørgsel fortsat er signifikant påvirket af pandemien, forventer vi et fald i de samlede volumener, muligvis i størrelsesordenen 20-25 procent,« siger han.

På trods af den omfattende coronakrise kommer Mærsk ud med en lille vækst i omsætningen, som steg fra 65,56 mia. kr. i første kvartal sidste år til 65,78 mia. kr. i år.

Selskabet har i første kvartal et overskud på 1,44 mia. kr. I samme periode sidste år fik A.P. Møller-Mærsk et minus på 4,5 milliarder kroner. Det skyldtes delvist et underskud i borerigselskabet Maersk Drilling, som siden er solgt fra.

»I årets første kvartal leverer A.P. Møller-Mærsk endnu en gang profitabel vækst. Det stærke resultat kommer i et kvartal, hvor vi har oplevet væsentlige stigninger i brændstofpriserne som følge af industriens skift til skibsbrændstoffer med lavt svovlindhold, og samtidig ser vi en tilbagegang i den globale handel som følge af lockdowns i de fleste regioner,« siger Søren Skou.

Aktiekurs er styrtdykket

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet, har A.P. Møller-Mærsk aflagt et kvartalsregnskab, som er noget bedre end forventningerne.

»Den reelle styrkeprøve kommer i det indeværende kvartal, hvor global nedlukning for alvor vil trække økonomiske tænder ud af maskinrummet. Den økonomiske nedtur kulminerede formentlig i slutningen af april og her i starten af maj måned,« siger han.

Siden coronakrisen brød ud, har Mærsk-aktien taget et ordentligt dyk. Onsdag formiddag sender investorerne yderligere aktien ned med fem pct.

Den dystre aktieudvikling for Mærsk kommer, mens virksomheden kæmper for helt at ændre den strategiske retning i virksomheden. Siden 2016 er alle energidele solgt fra, og virksomheden skal udvikle sig til en digitaliseret og moderne transportkoncern baseret på containerrederiet Maersk Line. Men det tager tid, og investorerne har været påpasselige med at købe Mærsk-aktien, før ledelsen har bevist, at tingene går i den rigtige retning.

Virksomheden omsatte sidste år for 260 mia. kr. og er ud fra den målestok Danmarks største virksomhed. Det er en plads, som shippingkoncernen har indtaget siden 1982, hvor virksomheden fravristede pladsen fra det dengang store industrikonglomerat ØK.

A.P. Møller-Mærsk suspenderede i marts forventningerne til året på grund af usikkerhed om coronakrisens konsekvenser.