Børn er blevet født. Forældre eller søskende er døde. På land er livet gået videre under coronakrisen. Men tusindvis af søfolk har ikke kunnet komme hjem og tage del i familiens glæder og sorger. Omkring 200.000 søfolk er fanget til søs verden over og har været på overarbejde i månedsvis, fordi globale rejseforhindringer spænder ben for både deres hjemrejse og afløsernes udrejse.
Og uvisheden om, hvornår de kan blive afløst og komme hjem, er en stor belastning for den enkelte, lyder det fra Henriette Hallberg Thygesen, medlem af direktionen i Mærsk og chef for Mærsks 12.000 søfarende.