Mandag kom den nyhed, som verden har ventet længe på. Den amerikanske medicinalgigant Pfizer og tyske BioNtech fremlagde en foreløbig analyse, som viser, at deres fælles vaccinekandidat kan bremse coronavirus i ni ud af ti tilfælde.
Nyheden sendte øjeblikkeligt aktier op over hele kloden, og især de hårdt ramte aktier i luftfartsbranchen har oplevet store stigninger. Tirsdag forsætter plusser til luftfartsaktierne, hvor SAS, der mandag steg næsten 27 procent, fortsætter op med et plus på 12 procent.
Det sker, samtidig med at branchen bredt oplever stigninger. Rolls-Royce, der blandt andet producerer flymotorer, stiger 24 procent efter et plus mandag på 44 procent. Blandt luftfartsselskaberne stiger aktierne i Finnair 14 procent, mens IAG, der ejer British Airways, kan notere et plus på 8,5 procent. Easyjet er løftet 6,7 procent, og tyske Lufthansa er steget 5,7 procent.
»Vi kender hverken timingen, hvor bredt vaccinen bliver tilgængelig, eller hvor længe beskyttelsen holder, men salgs- og indtjeningsestimaterne er sandsynligvis blevet hævet mange steder,« skriver investeringsbanken Jefferies i et notat, efter at nyheden om vaccinen kom ud.
Hvis vaccinen kommer hele vejen igennem myndighedernes nåleøje, vil det være den første effektive vaccine mod covid-19. Dermed kan Pfizer og BioNtech være ved at fuldende en mission, der kan komme til at påvirke livet for milliarder af mennesker over hele kloden.
Meget er uafklaret
Endnu er meget dog uafklaret, understreger Jacob Pedersen, aktiechef i Sydbank.
»Pfizers vaccine ser lovende ud, men vi arbejder stadig ud fra en forventning om, at den første vaccine ikke gør verden normal. Pfizers vaccine skal opbevares ved cirka minus 70 grader celcius indtil injektion, og det i sig selv kræver helt nye transportløsninger for at få vaccinen distribueret,« lyder det fra Jacob Pedersen.
Han kalder det dog overordnet godt nyt for aktiemarkederne.
»Det ser ud til, at de første vacciner måske allerede kan distribueres i år, hvilket er noget tidligere, end vi forventede for et par måneder siden. En effektiv og skalerbar vaccine uden alvorlige bivirkninger vil være fremragende nyt for verdensøkonomien og muligheden for fuld indtjeningsgenrejsning,« forklarer Jacob Pedersen.
Aktiechefen understreger dog, at der endnu er lang vej til, at verden kan juble. Samtidig vil nogle brancher sandsynligvis være ændret langt ud i tiden, mener Jacob Pedersen:
»Ni måneder med nye vaner under covid-19 betyder desuden, at flere sektorer og industrier ikke bare vender tilbage til »normalen«, blandt andet fordi digitaliseringen har afdækket nye, effektive løsninger.«
For luftfartsselskaberne er det i første omgang godt nyt. Luftfarten er blandt de hårdest ramte brancher, og blandt andet forudså SAS’ danske chef, Simon Pauck Hansen, i foråret, at der på det tidspunkt ikke længere var et kommercielt grundlag for at drive luftfart.
SAS er dog blandt de heldigt stillede i industrien. Godt nok er de gamle aktionærer stort set blevet udvandet, efter at der i efteråret er gennemført en redningsplan, der har skaffet milliarder i kassen, men den danske og svenske stat har bidraget med den største del, og de to lande sidder nu med 43,6 procent af aktierne i luftfartsselskabet.
De bedste kort
Lige nu sidder SAS med langt de bedste kort på hånden, for kommer der en vaccine, kan det være for sent for hovedkonkurrenten i Norden, Norwegian.
Det norske lavprisselskab har haft et underskud på op mod 700 millioner kroner i tredje kvartal, der var hårdt ramt af coronakrisen. Pengene fosser fortsat ud af kassen, og den norske stat afviste mandag at yde Norwegian krisehjælp, hvilket fik luftfartsselskabet til at sende 1.600 ansatte midlertidigt hjem. Selskabet, der før coronakrisen havde flere end 10.000 medarbejdere, vil de næste måneder kun have omkring 600 på arbejde, og udelukkende flyve på norske indenrigsruter.
»SAS står ikke i nogen drømmesituation – langtfra – men hvis Norwegian ikke længere er flyvedygtig, vil det i 2021 give betydeligt mere plads i det skandinaviske luftrum og ud i Europa for SAS. Det er dette, som investorerne vil reagere på, selv om økonomien også for SAS hænger i laser,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
SAS og de øvrige luftfartsselskaber har siden foråret befundet sig i en historisk krise, efter at de mange ind- og udrejseforbud verden over blev gennemført. Dette betød, at SAS stod i den særlig situation, at der var flere kunder, som afbestilte billetter, end der var nye, som bestilte. De seneste tal viser, at SAS i oktober havde 79 procent færre passagerer end i samme måned i fjor.