Københavns barkonge redder legendarisk jazzværtshus

En æra så ud til at være slut, da det i oktober kom frem, at jazzværtshuset Hvide Lam midt i København skulle lukke, men nu har Rekom – Nordens største bargruppe – besluttet sig for at redde det historiske værtshus.

HEADDER
Værtshuset Hvide Lam ligger på adressen Kultorvet 5, og her har man i over 200 år kunnet slukke tørsten. Det kom derfor bag på mange, da det for en god måneds tid siden kom frem, at Hvide Lam måtte lukke, fordi selskabet bag var blevet tvangsopløst. Nu kan alle dog ånde lettet op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

I mere end 200 år har københavnere og byens gæster passeret værtshuset Hvide Lam, når de bevægede sig forbi Kultorvet i Indre By, og der er ingen tvivl om, at væggene i den legendariske beværtning har lagt øre til adskillige røverhistorier gennem tiden.

Derfor var det også et lille stykke danmarkshistorie, der så ud til at gå tabt, da det i oktober kom frem, at selskabet bag Hvide Lam blev sendt til tvangsopløsning. For en kort periode så det ud til, at det var definitivt slut med et af Danmarks ældste værtshuse, der i dag er kendt for sine jazzkoncerter, men nu kan jazzinteresserede københavnere ånde lettet op – Hvide Lam er blevet reddet.

Adam Falbert, der er administrerende direktør i værtshuskoncernen Rekom og af nogle kendt som »Københavns barkonge«, har nemlig besluttet sig for at købe beværtningen. Dermed bliver Hvide Lam en del af et ganske stort net, som Adam Falbert har spundet ud i nattelivet, for Rekom ejer intet mindre end 100 barer og værtshuse i hele Norden.

Adam Falbert, adm. direktør, Rekom

»Hvide Lam er en institution i Københavns kulturliv, og vi er meget beærede og glade for at kunne overtage beværtningen, som vi vil behandle med respekt for stedets ånd.«


»Hvide Lam er en institution i Københavns kulturliv, og vi er meget beærede og glade for at kunne overtage beværtningen, som vi vil behandle med respekt for stedets ånd. Hvide Lam har ligget i hjertet af København siden englændernes bombardement i 1807, så vi vil selvfølgelig føre historien og traditionerne videre omend med bedre styr på økonomien, så københavnerne også kan få øl og jazz de næste 200 år,« fastslår Adam Falbert.

Fortsætter i samme ånd

Hos Rekom mener de det, når de siger, at Hvide Lam skal fortsætte i samme ånd, og de tøver ikke. Allerede på torsdag klokken 11 genåbner baren nemlig.

Og ifølge stedets bestyrer gennem de sidste seks og et halvt år, Mia Louise Søgaard Pedersen, så ville man heller »aldrig kunne tage et sted som Hvide Lam og gøre det til noget helt nyt«. Hun ser derfor frem til at kunne slå dørene op igen på torsdag, hvor hun »glæder sig til at byde både gamle og nye gæster velkommen«.

Men det er faktisk ikke kun Rekom med Adam Falbert i spidsen, der har været interesseret i det historiske sted.

Nej, ifølge likvidator Henrik Selchau Poulsen fra advokathuset Bruun & Hjejle, så har der faktisk været mange henvendelser fra interesserede købere. Han forklarer, at man også har modtaget flere forespørgsler fra bekymrede københavnere.

Café Hvide Lam på Kultorvet, København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix.

»Siden driften blev indstillet, og man var nødt til at fritstille de ansatte, har vi oplevet mange henvendelser fra personer, der var bekymrede for Hvide Lams fremtid. Vi er derfor glade for, at det efter en salgsproces, hvor mange har været interesserede i at overtage stedet, er lykkedes at sælge til en seriøs og professionel aktør som Rekom, der vil genåbne og videredrive Hvide Lam som jazzværtshus, ligesom vi kan håbe, at der er grundlag for, at nogle af de fratrådte medarbejdere kan få ansættelse i det nye setup. Vi ønsker Rekom alt det bedste i den forbindelse,« udtaler advokat Henrik Selchau Poulsen.

Overlevede bombardement

Mens der altså ikke er tvivl om, at Hvide Lam har adskillige år på bagen med en datering tilbage i 1807, så er det måske de færreste, der ved, at værtshuset faktisk overlevede englændernes bombardement samme år.

Adam Falbert, der er administrerende direktør for Rekom, som ejer 100 barer og værtshuse i Norden, er kommet Hvide Lam til undsætning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Baggrunden for angrebet var, at Frankrig og England lå i krig, og store dele af Europa var efterhånden taget som gidsel i de to stormagters kamp. Danmark havde indtil da formået at opretholde sin neutralitet, men i sensommeren 1807 var gemmelegen slut – Danmark skulle vælge side.

Englænderne stillede nemlig et krav om, at hele den danske flåde skulle overgives til deres herredømme som garanti for, at Danmark ikke tog del i krigen som Frankrigs støtter. Det nægtede man, og bombardementet begyndte om aftenen 2. september og fortsatte indtil danskerne gav efter for kravet 7. september.

Det vides ikke helt præcist, hvor mange menneskeliv bombardementet kostede, men historien lyder, at 1.600 menneskeliv gik tabt. Derudover blev store dele af København ødelagt, hvor eksempelvis »latinerkvarteret« kan nævnes. Hele området brændte ned som følgevirkning af den brand, der begyndte i Vor Frue Kirke.

Værtshuset Hvide Lam gik heller ikke fri af briternes bomber, men den nederste del af bygningen samt Hvide Lam overlevede. Og torsdag slår de altså dørene op igen, mere end 200 år efter at de gjorde det første gang.