Kina vil gribe ind mod »blind« ekspansion på elbilmarkedet

Viceminister taler om »kraftige foranstaltninger« for at få mere hold på elbilproduktionen i landet.

Kinesiske elbiler ruller ud i stadig større antal, også i Europa. BYD har netop slået Tesla som verdens største elbilproducent. Bay Ismoyo/AFP/Ritzau Scanpix

Elbilproduktionen på verdens største marked er blevet så kaotisk, at den kinesiske regering nu er klar til at gribe ind.

Det siger viceminister for industri og informationsteknologi Xin Guobin ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua.

Han taler om en »blind« ekspansion i elbilsektoren og understreger, at Kina nu vil arbejde på at løse »uordnet konkurrence« på området.

Kina vil derfor ifølge den britiske finansavis Financial Times tage »kraftige foranstaltninger« i brug for at tage hånd om nye elbilprojekter, som lokale myndigheder og virksomheder ifølge ministeren sætter i gang »i blinde«.

Hvad der nærmere ses som problemer, og hvad der konkret vil blive gjort, fremgår ikke af viceministerens udtalelser.

Der blev i 2023 solgt lige under 9,5 millioner elbiler på det kinesiske marked.

EU-Kommissionen meldte i september 2023 ud, at der er sat en undersøgelse i gang af kinesiskproducerede elbiler. De vil muligvis blive pålagt en ekstra afgift, som vil få priserne på dem til at stige, fordi de produceres med statsstøtte fra det kinesiske regime.

EU forventer, at kinesiske elbiler i 2025 vil udgøre 15 procent af det samlede europæiske bilsalg.

Der blev i Danmark i 2023 solgt i alt 172.763 nyregistrerede personbiler af alle mærker. Heraf var 62.733 eller 36,3 procent elbiler, også fra flere kinesiske producenter.

For eksempel solgte MG 1.438 biler, Xpeng 654 og BYD 465 biler i Danmark sidste år.